Kommode med mosaik
tirsdag 9.9.08
- Af Redaktionen
Sådan laver du en flot kommode med mosaik på toppen – i 4 simple trin
DET SKAL DU BRUGE:
- En gammel kommode
- Fint sandpapir
- Hvid grundmaling
- Lyserød træmaling, Flügger farve 1422
- Gammelt porcelæn
- Avis
- Hammer
- Tusch
- Mosaiktang
- Stenlim
- Mosaikker
- Mosaikcement
- Spatel
- Blød svamp samt våd klud
- Boremaskine
- Porcelænsknopper
Slib først kommoden med sandpapir, mal den med grundmaling, og lad den tørre. Mal nu kommoden med den lyserøde træmaling to gange. Lad malingen tørre mellem hver gang.
TRIN 1:
Læg en gammel tallerken ind i en avis, og slå den i stykker med hammeren, så den smadres i ukurante stykker.
TRIN 2:
Tegn store kopper på kommoden med tuschen.
TRIN 3:
Læg nu porcelænsstykkerne, så de fylder dine tegninger af kopperne ud. Hvis de ikke passer helt i skabelonen, så klip porcelænet til med mosaiktangen. Skub stykkerne væk fra skabelonen, kom et godt lag lim på, og læg mosaikkerne tilbage i limen. Gentag dette med de andre kopper. Lav nu bordets kant af både de færdigkøbte mosaikker og stykker fra porcelænet. Læg det op, som du gjorde med kopperne, så du får en fornemmelse af, hvor bred kanten skal være, marker eventuelt med en fin blyantsstreg, fjern stykkerne, kom lim på hele vejen rundt, og læg mosaikker og porcelænsstykker på. Fyld resten af bordpladen ud med de færdigkøbte mosaikker. Klip dem i forskellige størrelser med tangen. Kom så lim på bordet, og læg mosaikken. Lad kommoden tørre et døgn.

TRIN 4:
Rør mosaikcementen op efter anvisning på dåsen. Kom cement på spatlen, og træk det hen over mosaikken, sådan at alle mellemrum bliver fyldt helt ud. Når bordpladen er fyldt helt ud med cement, tørrer du det overskydende af med svampen. Tør til sidst overfladen af med en våd klud. Lad cementen tørre (cirka et døgn). Marker nu, hvor porcelænsknopperne skal sidde, bor et hul, og sæt knopperne på. Nu er kommoden klar til brug.
TIP TIL MOSAIK
Det er ikke svært at lave sin egen mosaikkommode, men det kræver lidt tid. Vælg et hvilket som helst motiv, som du tegner over på kommoden. Du kan også lave en skabelon af papir og tegne efter den. Kommoden, der er et loppefund, er lavet af færdigkøbte mosaikker og gammelt porcelæn fra loppemarked. Når du vælger porcelæn, er det vigtigt, at tykkelsen på de forskellige dele er omtrent den samme. Vælg farver, der passer sammen.
Læs også:
Skammel med stof og lak
Elegant sofabord
Vidunderlige vitrine