Det skal du gøre i haven i august

Sommeren er så småt ved at gå på hæld, og det betyder, at efteråret er på vej. Gør haven klar til den kommende årstid med de bedste tips lige her.

Tirsdag, 1. august 2017 - 12:14 - af Redaktionen. Foto: Arild Sandgren.

Haven skal gøres klar til efteråret, der er lige om hjørnet, men det er også tid til at dele rabarber og plante nye buske. Vi guider dig til grønne gøremål i august. 

Høst blomsterfrø, og læg dem i køleskabet

Så er det tid til at høste frø og gemme dem til næste år. Kig efter frø på de blomster, som du kunne tænke dig at så igen næste år. Frøene skal være helt modne, før du høster dem. Dvs. når frøstanden har åbnet sig og er blevet brun og tør, og frøene slipper af sig selv. Høst altid i tørt vejr, så frøene ikke er fugtige, når du lægger dem i papirsposer. Er frøene fugtige, vil de enten begynde at spire eller mugne og dø. Læg papirsposerne i en plastikpose, som du suger tom for luft og gemmer i køleskabet, til jorden er klar til såning igen næste år.
 

Hold inde med gødningen

Haven står i fuldt flor, men træers og buskes indre ur fortæller dem, at det er tid til at tænke på vinteren. Du må derfor ikke gøde længere, da gødningen får planterne til at udvikle nye skud på grenene, som vil dø i løbet af vinteren, fordi de ikke blev afmodnet korrekt - det vil sige, at væksten ikke blev afsluttet fuldstændigt.

Rabarbersnak

Har din rabarber vokset sig kæmpe stor, er det nu, du skal dele den. Grav så meget som muligt af roden med op. Del nu rabarberplanten forsigtigt med spaden ved at skære rodklumpen op i flere dele. Hver del skal mindst have et kraftigt skud. Når du planter de nye planter, skal du sørge for, at hele roden ligger under jordoverfladen. Fyld ny jord blandet med lidt kompost i hullet. Gød endelig ikke endnu, men vand godt, så jorden falder ordentlig til omkring roden. Vent et år med at gøde.

Grøngødning gør godt i køkkenhaven

Så grøngødning i køkkenhaven, efterhånden som du får høstet. Grøngødningen vil samle næringsstofferne op, så de ikke udvaskes gennem vinteren, og holde jorden dækket, så jorden ikke klasker sammen. Grøngødning kaldes også for miljøplanter eller efterafgrøde. Det er typisk blandinger med en eller anden form for kløver, honningurt, lupin, boghvede og havre eller rug.

Flyt og plant nyt

August er et godt tidspunkt at plante nye buske og træer på. Og står dine stedsegrønne buske de forkerte steder, er det også et godt tidspunkt at flytte dem nu. Husk at værne om dine solskinspletter - plant ikke dine nye planter der, hvor de om få år vil kaste skygge de forkerte steder. Når du ikke at plante eller flytte, før frosten kommer, skal du vente til frosten igen er forsvundet i maj næste år.

Læs mere om:

Læs også: