Stueplanter

Plantetrends: Hipsterplanten

Tekst og 22.12.2016
foto: Nanna Teckemeier
Vores haveredaktør giver dig stærke grønne trends, hvor vi især zoomer ind på hipsterplanten. Læs om den her!

Kaktus- og sukkulenttrenden har ikke tænkt sig at gå nogen steder lige foreløbig. De er da også nemme at passe og meget dekorative, så der er ikke langt til succesoplevelsen. Bare lad være med at vande for meget og sørg for, at de har en lys placering.

POPULÆRE PLANTER

Nem og fin
En sød, lille plante med et helt umuligt navn: Castanospermum australae. Castanospermum betyder på plantelatin ”med frø som kastanje”, og den store, grønne klump, som sidder nederst på planten, er netop det kastanjeagtige frø, som planten er spiret fra. Nogle steder kaldes planten også ”lucky chestnut” – det er måske lidt lettere at arbejde med. Denne er set på en messestand for danske Easy Care plants, der som navnet antyder specialiserer sig i planter, som er nemme at passe.

Som en skulptur
Flotte, geometriske rosetter af planten Echeveria findes i mange forskellige farver, og rammer lige ned i trenden for skulpturelle bladplanter, så den kommer vi til at se en masse til. De er meget nemme at passe, og kan tåle at tørre meget ud. Nogle Echeveria-sorter kan med tiden blomstre, men det er bladenes form, der er deres store trækplaster.

Det ser du ikke hver dag!
Dette sære men dekorative væsen er faktisk ikke én, men to planter: Den rynkede, farvede del er Euphorbia lactea cristata, der på grund af en mutation har fået sit koralagtige udseende. Den er så blevet podet på en grundstamme (den mørkegrønne, nederste del), og de to er vokset sammen til én organisme. De bliver solgt under det danske navn Koralkaktus.

Tekstur på bladene
Napoleonshat Kalanchoe beharensis (også kaldet ruskindsplante) kommer fra Afrika. De sukkulente, velouragtige blade gør planten modstandsdygtig over for tørke og stærk sol, så bare stil den i din varmeste vindueskarm. Bliver den for lang og ranglet i længden, kan man klippe toppen af, og den vil sætte nye grene ud til siderne. Toppen kan plantes og blive til en ny plante.

Lad det hænge
Planter, der løfter sig fra underlaget, er stadig en stor trend, hvad end man vælger en plantepiedestal, vægbeslag, hængekrukke eller, som her, samler rødderne i en tørve- eller moskugle (kokedama).

Tip: Vidste du godt, at kaktus faktisk er en sukkulent?

Læs også: Sådan indretter du den perfekte vinteraltan