Sådan dyrker du hvidløg i køkkenhaven

Dyrk hvidløg i køkkenhaven

Hvidløg er supersunde, giver masser af smag, og så er de oven i købet virkelig nemme at dyrke selv! Læs hvordan du gør her ...

Onsdag, 11. maj 2016 - 14:25 - af Susie Helsing Nielsen / Foto: Frank Kirkegaard
Du griber sikkert ofte ud efter hvidløg i den daglige madlavning og med god grund. De små, hvide knolde giver fantastisk smag til rigtig mange retter, og så er de samtidig sunde og skulle efter sigende kunne holde sygdom fra døren. Ekstra bonus er, at hvidløg er lette at dyrke, og de kræver stort set ingen plads. 
 

Sådan dyrker du hvidløg

De skal sættes i oktober for at få det optimale udbytte, men kan godt sættes året rundt. Der findes mange sorter hvidløg. Prøv fx ’Estisk rød’, som danner store fed med en fin violet skal. Eller slangehvidløg, som er utroligt dekorative, når deres blomsterstængel vokser op og snor sig. Du kan også dyrke elefanthvidløg, men det er en langsommelig proces, da ét løg kun bliver til to i løbet af en sæson.
 

Brug hvidløg fra supermarkedet

Kan du ikke finde de navngivne sorter, kan helt almindelige hvidløg fra supermarkedet også sagtens bruges. Del de hele løg i fed, og sæt hvert fed med ca. 10 cm’s mellemrum i en veldrænet jord i fuld sol. Vand dem i tørre perioder. Hvidløgene er klar til høst i juli, inden toppen begynder at visne. Tag dem op af jorden, og hæng dem til tørre en måneds tid på et tørt og luftigt sted. I toppen af hvert løg dannes der en samling bittesmå hvidløg (bulber), som du kan gemme og sætte i jorden til efteråret. Hver af disse små bulber vil udvikle sig til høstklare hvidløg i løbet af to år. Får du ikke høstet dine hvidløg, vil hvert nyt fed skyde på ny til næste år og danne en tæt og frodig top, men kun små fed. 
 

Læs mere om:

Læs også: