Dyrk Ildi-tomater

Dyrk Ildi-tomater i dit drivhus eller din have.

Ildi er en dejlig tomat, som giver de skønneste gule tomater. De er på størrelse med mirabeller og har en sød, men også frisk og syrlig smag. Dyrk selv de skønne tomater i dit drivhus eller din have.

Fredag, 10. februar 2017 - 13:26 - Tekst og foto: Kenn Römer-Bruhn
Ildi er en meget taknemmelig tomat, for med de rette vækstbetingelser kvitterer den med et væld af små fine tomater, som du kan høste løbende gennem sommeren. Formen på tomaterne er let ovale, og smagen er let syrlig.
 
 
Tomaten er ideel til de fleste retter, både udseende- og smagsmæssigt. Den passer især godt til meget søde retter, som mangler et tvist. Det er en dejlig smagsfuld mundfuld.
 
Ildi kan godt være lidt langsom om at sætte frugter, men når den endelig kommer i gang, er den ikke til at stoppe igen. Tomaterne er lette at plukke, og klaserne bliver bare større og større, jo længere hen på sommeren man kommer.
 
 
Planten kan, når den er allermest produktiv, sætte op til 120 frugter på hver klase, så det er altid en meget god idé at binde planten op, så de forholdsvis spinkle stilke ikke knækker. Det ville jo være synd, hvis du går glip af at kunne høste de skønne, modne tomater.
 
Du kan både dyrke Ildi i drivhuset og udendørs, men du skal huske at placere tomatplanten på et delvist beskyttet område, hvor den står i læ og får sol. Den trives bedst i næringsrig jord, og så har den brug for rigelige mængder af vand.
 
 

Forspir Ildi

Du kan nemt forspire Ildi ved at så frøene i veldrænet jord omkring 8-12 uger, før du har i sinde at plante dem ud i drivhuset eller haven. Det vil sige, at du kan plante frøene indendørs i perioden fra marts til maj.
 
Husk at stille spirerne et sted, hvor nattetemperaturen ikke kommer ned under 8°. Når spirerne er blevet store nok, kan du plante dem over i en potte med gødet jord.
 
 
 

Læs mere om:

Læs også:

Henkog dine modne tomater, og nyd smagen af sommer hele vinteren igennem.
Så kæmpegræskar i din køkkenhave, og nyd det imponerende syn i sensommeren.
Vi guider dig her til, hvilke tomatplanter du skal vælge til dit drivhus eller din have.
I min have har vi i år kastet os ud i et dyrkningsforsøg, hvor vi har plantet tomatplanterne i tre forskellige miljøer.