Sensommerstatus fra køkkenhaven i 2017

Slangehvidløg i køkkenhaven
Kenn Römer-Bruhn

Her hvor sensommeren er kommet, er det blevet tid til at gøre status i køkkenhaven. For hvad gik godt i denne regnfulde og kølige sommer, og hvad gik mindre godt?

Her hvor sensommeren banker på døren, er det blevet tid til at gøre status i køkkenhaven. For hvad gik godt i denne regnfulde og kølige sommer, og hvad gik mindre godt? Konklusionen overraskede mig selv, for vi har høstet rigtig meget, og køkkenhaven bugner fortsat af massevis af urter.

Det skyldes helt sikkert, at vi har fået sat dyrehegn op. Det har begrænset adgangen for de sultne rådyr, og vi kan nu beholde urterne for os selv. Næsten da, for de kan fortsat komme ind via hovedindgangen.

Læs mere her: Bæredygtig kompostbunke og kompostaktivator

 

Sådan står det til i køkkenhaven

Vi fik gravet hele køkkenhaven op på kryds og tværs, idet der skulle graves vand og el ned til det kommende drivhus, og op til den nye stald. Alt lignede kaos, men her tre måneder efter, står hele køkkenhaven og strutter af planter og liv.

Løg: Vi har haft succes med at så forskellige løgsorter. En sammenligning mellem sætteløg og de såede, har vist, at de såede blev meget større trods en meget langsom start.

Hvidløg: Så er jeg nået til de hvidløg, der blev sat i oktober måned. De har virkelig været suveræne at dyrke. Med græsafklip som jorddække, kom der ingen ukrudt, og der skulle heller ikke vandes (hvilket jo naturen selv sørgede for denne sommer). Hvidløgene er høstet og hænger nu til tørre. Først udendørs, men så måtte de tages inden for pga. det fugtige vejr.

Hvidløg i køkkenhaven Kenn Römer-Bruhn

Squash og græskar: Seks forskellige squash og græskar er plantet ud i mængder af hestemøg, og de fylder nu ekstremt meget. Allerede nu er mange frugter på dem, og jeg glæder mig til at kunne høste de smukkeste finurlige former i blå, grønne, gule, orange og hvide farvenuancer.

Bladselleri, blad- og kruspersille: De strutter af sundhed, og vi høster løbende.

Ærter: Dem fik vi igen for lidt af, men dem der kom, var vidunderlige. Næste år tror jeg må blive vores ærte-år. De skal plantes ved foden af stativer af jern fordelt rundt om i køkkenhaven.

Artiskok: Tre ud af ni artiskokker er blevet til noget. Men de har ikke fået blomster endnu. Og måske bliver de heller ikke til noget. Jeg burde nok opgive dem, men jeg har virkelig lyst til at have dem i køkkenhaven. De er så smukke.

Gulerødder: De blev sået ud mellem løg, men udviklede sig ikke som ventet. Der kom ikke så mange, men dem der kom, havde ingen angreb af gulerodsfluen, og de smagte vidunderligt.

Salat: De blev løbende sået i en af mistbænkene, men vi får desværre ikke spist så meget salat som vi måske burde. Næste år vil jeg forsøge at sætte det endnu mere i system. Så mindre men oftere.

Kartofler: Igen i år er det sorten Ditta vi havde satset på. Og igen har den ikke svigtet. Skønne kogefaste kartofler af bedste kvalitet. Lækkert! Bedet er høstet, og kartoflerne er lagt i en kule foret med halm. Bedet er netop gjort klart til sensommersåning af asiatiske kåltyper (der også skal dækkes af for snegle og kålsommerfugle).

Bønner: Alle de forskellige bønner er gået til i regn og kulde. De blev ikke til noget som helst.

Læs også: Anlæg højbede uden brædder

 

Net over kålplanterne Kenn Römer-Bruhn

Kål: Tænk at jeg fortsat gider det kålhalløj. Samtlige planter gik til i snegleangreb, også selv om jeg forsøgte at pakke dem ind i net, buer og fiberdug. Nu gider jeg ikke de tykke kålplanter mere. Aldrig mere. Alene det at skulle dele et spidskålshoved, og så finde ækle små snegle og orme inden i. Advr … Her i min køkkenhave er det spild af plads og tid. Dog ser palmekålen og grønkålen fine ud, og står nu smukke og ranke.

Asparges: Bedet hvor de står giver slet ikke som jeg kunne ønske. De får tilført kompost og jorddække af tang. Jeg tror jeg må ud og finde nogle nye planter og et nyt sted at starte dem op. For ellers er det slut med asparges i min køkkenhave.

Alt det andet tæller fx grønkål, havrerod, flerårige løg mv. gror fint i køkkenhaven.

Læs også: Anlæg en ny køkkenhave

Sådan står det til i krydderurtehaven

Krydderurtebedet blev igen lavet om. Det er som om, det efterhånden er blevet lidt af en tilbagevendende begivenhed. At flytte rundt på det hele.

Der blev derfor indkøbt nye planter til krydderurtebedet i foråret, og de blev straks delt og stiklingeformeret. Nu fylder de godt ude i de forskellige bede.

Krydderurter i balje Kenn Römer-Bruhn

Sådan står det til i bærhaven

Jordbær: Med jordforbedring og jorddække af halm mellem rækkerne, var det optimalt for jordbærrene i år. De har givet ok, men desværre ikke i forhold til al den plads de har. Derfor ryddes bedet, og nye planter sættes i et meget mindre bed, og så får vi de jordbær vi nu engang gør.

Brombær mv.: De forskellige høje bærplanter, som brombær, taybær, bojsenbær og sorte hindbær, har stået og passet sig selv hele sæsonen. De har derfor ikke båret så godt som de plejer. Dog ser det ud til at vi brombærrene nok skal give en god omgang. Næste år flyttes de på nye pladser, hvor de får hvert sit lille espalier.

Hindbær: Har af en eller anden årsag svigtet, og høsten har været meget moderat. Hvad årsagen er, kan jeg ikke spå om: De har fået kompost, ekstra organisk gødning, og er blevet plejet efter alle kunstens regler. Det er faktisk kun de vilde hindbær som har givet til et par små skåle. Efterårshindbærrene ser nu ud til at komme efter det, og få bær her i efteråret.

Stikkelsbær: De bliver ved at give mange bær. Jeg behøver intet at gøre – de bliver bare ved år efter år. Det er gamle røde sorter med blanke bær. Mit forsøg med stikkelsbær som søjler, blev en succes, så de holdes i søjleformen. Det er sjovt at stå op og plukke dem.

Solbær: De blev høstet i starten af august, og fra én af planterne, høstede jeg næsten fem kg. De er blevet til den lækreste saft, der er kogt med sukker. Nu er samtlige flasker i fryseren, og kan holde sig hele vinteren.

Sådan står det til i humlehaven

Alle humleplanterne står oppe ved siden af vinterfolden, hvor der er fuld sol og læ. Og her gror de lystigt mellem kvikgræs og andet ukrudt. Og sådan skal det være. En sti klippes i græsset, og gør, at jeg kan komme op til dem. De er så småt begyndt at blomstre, og jeg ser frem til den første rigtige høst i efteråret.

Få et par gode tips her: Tips og gode råd om æblemost

Sådan står det til i frugthaven

De gamle æbletræer er blevet beskåret hen over de sidste par år, og de bærer nu ganske mange æbler. De hjemmepodede æbletræer plantes endelig ud her i efteråret. De kommer til at danne et naturligt hegn ud mod naturengen og foldene. Gravemaskinen er booket.

I år høster jeg en del af æblerne, og har fået stillet en kværn og presse til rådighed. Vi skal have lavet æblemost i den helt store stil, og forsøge med de første ciderforsøg. Næste år begynder vi for alvor at lave cider af æblerne.

Sådan står det til i vingården

Alle planter har fået lov at vokse helt vildt og uhæmmet. Jeg har slet ikke haft tid til at koncentrere mig om dem i år. Dog fik jeg sat stolper til et espalier op. Der kom bare aldrig tråd på. Planterne bærer fint med druer, og jeg glæder mig da over at kunne høste lidt for første gang.

Læs mere om:

Læs også:

Der er gang i køkkenhaven, men vi har i år begrænset os, så vi kun har de afgrøder, vi kan nå at spise.