Dyrehegn mod rådyrene

Hegn mod rådyr
Kenn Römer-Bruhn

Der findes mange råd for at holde rådyrene væk. Hjemme i blomsterhaven blev der eksperimenteret med forskellige tiltag. Men ingen af delene virkede efter hensigten ...

Som værn mod rådyr, havde jeg forsøgt mig med forskellige 'gode' råd. Fx med at hænge uld og hårafklip op i træerne. Sætte et fugleskræmsel op. Hænge aluminiumsfolie op. Plantet en række planter som rådyr ikke kan fordrage. Men alt var forgæves.

Rådyrene gik under ulden, og kiggede forunderligt på mit afklippet hår. Der lå ekskrementer fra rådyret lige op og ned ad fugleskræmslets ben. Grenene hvor folien sad, var blevet fejet. Og tror du ikke, at både juleroser blev spist og sommerfuglebuske fejet – planter som rådyr normalt holder sig langt fra. Det var simpelthen blevet alt for meget op ad bakke.

Læs også: De irriterende, men hyggelige rådyr

Sidste år blev det dråben, der fik bægeret til at flyde over: Mine tulipaner blev ædt, mit jordbærbed gnavet ned til sokkeholderne, roserne fik aldrig en chance og alle vores småtræer og buske blev ødelagt. Synderne er områdets mange rådyr. Og de kom forbi hver eneste dag. Og altid mens jeg lå og sov så sødt, og drømte om de fineste tulipaner, saftige jordbær og smukke nye træer. Nu måtte der gøres noget. For det var næsten ikke til at holde ud.

Jeg fik indkøbt 200 meter dyrehegn, og 100 pæle. Dyrehegnet er ikke økologisk, men pælene er bæredygtigt produceret og stammer fra kontrollerede robinieplantager. For her i blomsterhaven er vi ikke frelste, men har et stort ønske om at bruge så naturlige og bæredygtige ressourcer, som vi nu kan overkomme.

Få flere idéer: Pilefletterens prægtige have

Med et motoriseret pælebor, og en altid så-lad-os-da-se-at-komme-i-gang attitude fra min hustru, fik vi stille og roligt sat de 100 stolper i jorden. Og hvor der skulle være led til gennemgang og -kørsel, fik vi sat store kraftige egestolper i dybe og brede huller. Tålmodig var en dyd, og det var hårdt at få boret alle hullerne. Sten og rødder var ved at tage pusten fra os. Men nu står de der. Pælene og stolperne. Og de bliver med tiden patineret i grå nuancer, og vil falde fint ind i omgivelserne. Vi er glade.

Hegnet på pælene

Hvor der var pæle, skulle hegnet nu monteres. Med søm som bonderøven? Nej, vi orkede ikke at stå med søm og hammer, for at hamre og slå pælene løse. Vi tog en genvej, og benyttede trykluft og en ganske udmærket pistol til små kramper. Så må tiden vise om det holder.

Den del af hegnsarbejdet tog ikke så lang tid. Vi var overraskende hurtige, og det færdige arbejde var vi ret stolte af.

Hegn mod rådyr Kenn Römer-Bruhn

Hegnet er kun 120 cm højt. Stolperne er sat, så de rager 140 cm op over jordniveau. En tråd er sat fast aller øverst – altså 20 cm højere end hegnet. Og netop dén tråd, skulle efter sigende være med til at holde rådyrene væk fra haven.

Vi har efterfølgende set rådyrene mange gange. Fra den rigtige side af hegnet. Det virker. Vi har ikke set rådyrene inde i haven siden vi fik installeret hegnet. Nu er vi også blevet glade, og kan igen sove i ro og mag.

Læs mere om:

Læs også:

Blomsterhaven ser efterhånden lidt trist ud her i efteråret.
DIY: Sådan bygger du en stald til dine heste