Lejlighed

Boliggalleri: Natur og ro i Østerbro-hjemmet

Tekst og foto af Julie Vöge 29.10.2018
Christine Oesterlein og Martin Berg lader én detalje i hvert rum stjæle opmærksomheden. Kom indenfor i deres gennemrenoverede hjem.

Christine Oesterlein og Martin Berg er begge i ejendomsbranchen og har gennem de sidste mange år set hundredvis af ejendomme. Derfor var de også ret skarpe på, hvilken lejlighed de selv var på udkig efter, da deres boligjagt gik ind for et par år siden.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Christine og Martin flyttede ind i efteråret 2016 efter et længere forløb, hvor stort set samtlige kvadratmeter er blevet renoveret. Det er stort set kun naturmaterialer, der bliver sluppet indenfor. Især træ og marmor er for tiden parrets foretrukne.

– Det gode ved at købe en bolig, der er slidt helt ned, og som skal bygges op fra ny, er jo, at du selv har indflydelse på alt ved det nye udtryk. Det passer os bedst, for vi har helt klare holdninger til, hvordan vi drømmer om at bo ned til mindste detalje, siger Christine Oesterlein.

SE OGSÅ: Funkisvilla i eklektisk stil

Fokus på én ting

Det blev blandt andet lejlighedens oprindelige detaljer, der kom til at styre, hvordan den endelige indretning ser ud.

Parret fandt fx ud af, at der bag de gamle tapeter i stuen havde været høje paneler, og de er i dag blevet genskabt. Ligesom det har været vigtigt for de to at fremhæve de gamle fyldningsdøre og stukken og få lavet radiatorskjulere, der passer til arkitekturen.

– Vi har ladet hvert rum have én markant feature, som får lov til at fylde, fordi resten af rummet er indrettet så enkelt, at fokus automatisk falder hen på den ting, som vi holder mest af. I køkkenet er det vores nye snedkerkøkken i røget eg, i stuen er det de høje paneler, i kontoret de smukke fløjdøre, og i badeværelset er det badekarret, fortæller Christine Oesterlein.

Fjern det overflødige

– Jeg synes, at når vi investerer i eller renoverer fine møbler eller arkitektoniske detaljer, så fortjener de også opmærksomhed. At holde gulvpladsen fri for alt for mange møbler giver også en fornemmelse af mere plads, siger hun. Stilen er da også minimalistisk med få, moderne møbler i klassiske rammer og næsten intet tilbehør.

– Vi kan godt lide at bo uden for mange forstyrrende elementer. Ro, funktion og æstetik er vigtigt for, at vi kan føle os hjemme. Når der kommer for mange nipsting og møbler ind i lejligheden, tager vi det overflødige væk. Vi er nok begge lidt arbejdsskadede på det punkt, men det er vigtigt for os, at det er detaljerne, som kendetegner arkitekturen, der skinner igennem.

SE OGSÅ: Kom ind i tæppehandlerens oase

Blomster står for farverne

Hun er klar over, at risikoen ved at indrette sig minimalistisk er, at boligen bliver for kold i udtrykket, og hyggen forsvinder. Derfor har parret altid planter eller blomster i hvert rum.

– Buketter og tørrede blomster er en god måde at skabe stemning på og få mere farve ind i boligen. Jeg skifter ud flere gange om måneden, så der hele tiden er nyt at kigge på i vaser og krukker. Jeg har det godt med at bruge penge på blomster frem for en ny pude, som jeg ved, at jeg hurtigt bliver træt af, siger Christine Oesterlein.

BOLIGGALLERI: DETALJER I FOKUS