BOLIGGALLERI: SKANDINAVISK MINIMALISME MØDER PARIS
Lejlighed

Boliggalleri: Skandinavisk minimalisme møder Paris

af Josefine Berzant / Foto: Birgitta Wolfgang 18.08.2017
Kvinden bag mode- og livsstilsbrandet Moshi Moshi har indrettet sit hjem, så skandinavisk minimalisme møder parisisk boheme. Og hendes møbler må for alt i verden ikke ligne nogle, der er for fine til at blive brugt.

Et hjem skal være et sted, hvor man kan slappe af. Der må ikke være møbler, der er for fine til at blive brugt. Og så skal møblerne rumme deres egen fortælling.

– Jeg foretrækker at bo med møbler, der har en historie, og der må helst ikke være for mange ting, siger Rikke Rasmussen, der er kvinden bag mode- og livsstilsbrandet Moshi Moshi.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det, der bedst beskriver stemningen i Rikke Rasmussens hjem, er behagelig og afslappet minimalisme, her går æstetik og funktionalitet hånd i hånd.

Vild med fransk stil? Så vil du elske det her farverige hjem med etniske detaljer

Minimalisme og støvede jordfarver

Rikke Rasmussen bor i det centrale København, og hun elsker kombinationen af at være tæt på sit arbejde, den sitrende storby og sit elskede kvarter, men også at være tæt på skoven, havet og den åbne himmel.

– Vi har boet mange forskellige steder, men jeg holder meget af vores nuværende brostensbelagte gade og alléeen med de gamle træer, siger hun.

Når Rikke Rasmussen indretter sit hjem, er gode kvalitetsmøbler, der kan holde i mange år, vigtigere end de nyeste trends. Lejligheden er enkelt møbleret, og nyt er blandet med klassiske tidløse møbler.

Det er et hjem, der forbinder fortiden og nutiden, fx samler hun på gamle vaser fra Kähler.
Indretningen er en blanding af skandinavisk minimalisme og parisisk boheme.

Rikke Rasmussen har en forkærlighed for naturlige materialer, støvede jordfarver og underspillede former, og det giver hendes hjem et både stramt og blødt udtryk.

Christina Ravnholts herskabshjem gemmer på den vildeste terrasse!

Sæt tempoet ned

Rikke Rasmussen og Stine Grouleff er duoen bag butikkerne Moshi Moshi og Moshi Moshi Mind i København. Det begyndte som et con amore-projekt, der fokuserede på at sætte tempoet ned, ikke at gøre livet for kompliceret og at omgive sig med færre ting – også i klædeskabet.

Det handlede om at finde livets små åndehuller og fylde dem med aromatiske duftlys, blide farver og blødt behageligt tøj.

Rikke Rasmussens fremmeste indretningstip er da også at holde det simpelt, men med personlighed.

– Køb med hjertet, og køb ikke for mange ting ad gangen. Lad de personlige ting flytte ind, og integrér dem – du skal kunne fornemme personligheden fra dem, der bor i hjemmet – så bliver det automatisk et rart sted at være, siger hun.

Boliggalleri: Skandinavisk minimalisme møder Paris

Her bor: Rikke Rasmussen, 46 år, ejer af butikkerne Moshi Moshi og Moshi Moshi Mind i København. Datteren Molly, 12 år, sønnen Gilbert, 19 år.
Bolig: Lejlighed i København på 105 m².
Stil: Skandinavisk minimalisme møder parisisk boheme.

Giv soveværelset en afslappet atmosfære med lyse, rolige neuancer. Stolene er fra 1960'erne og købt brugt. Gulvlampen er fra franske Jieldé, og foran vinduet står Nanna Ditzels skammel Trissen. Sengetøjet og puderne er fra Merci Merci i Paris, og maleriet er af Maria Marstrand. I vinduet står en AJ-bordlampe fra Louis Poulsen og to antikke Kähler-vaser, som Rikke samler på.

Der bliver hurtigt rodet i entréen, så gør dig selv den tjeneste, og indret den enkelt. Her er entréen indrettet med et Adnet-spejl fra Gubi og en klassisk knage fra Vitra af Charles og Ray Eames.

Lav selv smukke stilleben ligesom her, hvor grene pynter i en vase fra Normann Copenhagen. Lysestagerne er fundet på loppemarked.

Det giver ekstra hygge at have brændeovnen fra Morsø i soveværelset, men det kræver ekstra omhyggelighed med udluftningen. Udsmykningen på væggen er designet af Curtis Jere i 1970'erne og købt hos The Apartment. Børge Mogensens bænk har fulgt Rikke i mange år og har gennem tiden fungeret som både sengebord og entrémøbel. Sengetøjet og puderne er fra Merci Merci i Paris.

Stolene er fundet på et loppemarked, og rispapirlampen er fra Den Kinesiske Butik. Kunstværket er af Cathrine Raben Davidsen. De lyserøde glas er antikke, og grenene står i en gammel portvinskaraffel, som oprindelig tilhørte Rikkes forældre. Kähler-vasen i vindueskarmen er en antikvitet.

I hjørnet af stuen står en safaristol under et portræt af kunstneren Frida Kahlo. Også her står to antikke Kähler-vaser. I køkkenet kan man skimte fotokunst af Anders Hviid.

Der er et moderne, men alligevel rustikt look i køkkenet, som er fuldt af små samlinger af dekorative objekter – her skærebrætter i træ fra Andrea Brugi og File Under Pop. Lavafliserne er fra Made a Mano, og skiferpladen er fra Sort of Coal. På væggen hænger fotokunst af Anders Hviid. Lædergrebene er fra SkindLaden.

Saml dine bøger i dekorative stakke som her, hvor de er lagt på en industriel vogn fra Fil de Fer. Vintagevase fra Kähler og fotokunst af Robin Skjoldborg er købt i Paris.

Rikke har en god evne til at kombinere forskellige materialer – nyt og gammelt, kunst og vintagefund. Stolene er fra 1960'erne og købt i en genbrugsbutik i København. Kommoden i teak er fundet på et loppemarked. Bordlampen er fra franske Jieldé, og skålen er fra Oliver Gustav. Litografiet Hemlock er af Cathrine Raben Davidsen

Simpel elegance i soveværelset, hvor farverne er holdt i samme neutrale palette som i resten af lejligheden. Den smukke lampe i loftet hedder Vertigo og er fra franske Petite Friture. Børge Mogensen-bænken bliver brugt som sengebord. Sengetøjet og plaiden er fra Aiayu, og de to plakater på væggen er fra Play Type. Billeder i vindueskarmen er fra Stilleben.

Mere inspiration?

Så se denne flotte herskabslejlighed i sarte farver!