Indretning af lille stue med sofa og spisespisestue
Stue

Sådan indretter du en lille stue

Onsdag d. 15. juli 2020 (Først udgivet: d. 7. juli 2015) - af Christine Agertoft / Foto: Tia Borgsmidt 7.07.2022
Gør din lille stue meget større med de her 13 praktiske tips. Læs med her, og få plads til både sofa og spisestue i din lille stue!

Indretning på få kvadratmeter

Har du kun få kvadratmeters stue at rutte med, så ved du, at selv den mindste indretningsfejl kan koste dyrebar plads. Derfor har vi lavet en guide med 13 nyttige tips til alle dem, der ikke har råd til spildplads i stuen.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

1. Smid ud: Less is more

Det er en klassisk fejl at holde fast i gamle møbler, fordi de har affektionsværdi, har været dyre eller fordi det virker som den nemmeste løsning. Men når du skal indrette en lille stue, så har du ikke altid råd til at være sentimental. Send den antikke sofa i genbrug, hvor den kan få nyt liv, og gå i stedet på jagt efter én, der passer til layoutet i din nye lille stue. Alternativt kan du også upcycle møbler, så de passer ind på få kvadratmeter.

LÆS OGSÅ: Alt om nye trends til en stor eller lille stue her!

2. Find den perfekte lille sofa

Der er ingen grund til at lyve; En lækker lille sofa, der opfylder alle dine behov, er svær at finde. Men gør lidt research, og find den som passer bedst. Måske kan den ikke lige omdannes til en sovesofa, men så kan du fx finde en foldemadras, der også kan bruges som puf til daglig. Det gælder om at komme så tæt på drømmen som muligt og så tænke kreativt for resten. Inden du vælger en sofa, så kan du måle op på gulvet, for at få en fornemmelse af, hvordan meget den fylder i din lille stue: F.eks. kan du tage flyttekasser eller bøger, og lægge dem i den størrelse sofaen har. Så får du en fornemmelse af, hvor meget den fylder.

Derudover kan det være smart, når kvadratmeterne er få, at vælge en sofa med enten flere funktioner, eller en uden armlæn i den ene side. På den måde "fylder" den ikke så meget visuelt.

Sofa til lille stue

3. Vælg en fokus-væg

Hvis alle vægge i det lille rum er fyldt med billeder, tapet, hylder, med mere, så gør det rummet mindre, og det kan føles proppet. Men du kan sagtens få plads til at udfolde dig kreativt alligevel. Vælg i stedet en enkelt væg, som du fylder med alle de ting, du elsker. Det kan være med en billedvæg, hylder eller et vægskab. Hold dig til denne ene væg, så synes rummet større.

4. Nul gardiner

Gardiner er hyggelige og yderst praktiske, når genboen skal lukkes lidt ude, men selv de mest diskrete rullegardiner optager plads og blokerer for lyset. Hvis du kan leve med nysgerrige blikke, så er det værd at droppe gardinerne. Alternativt kan du vælge gardiner som går helt op til loftet, så føles der højere til loftet i den lille stue.

Tips til indretning af lille stue

5. Meget mere lys

Mørke områder får en lille stue til at skrumpe, så sørg for, at du har godt med lamper i rummet. Prøv at undgå store, tunge loftslamper og sats på flere små i stedet. Væglamper er også meget bedre end standerlamper og gulvlamper, fordi de ikke stjæler din dyrebare gulvplads. Hæng gerne små væglamper op i et hjørne og se effekten udfolde sig: døde hjørner lives op og giver usynlige kvadratmeter til en lille stue.

6. Den perfekte puf

En puf er det ultimative spare-plads-møbel! Du kan bruge den som ekstra siddeplads, når du får gæster, som hvileplads for trætte fødder og som alternativ til et sofabord ved at smide en serveringsbakke ovenpå. Det er da pladsudnyttelse, der vil noget! Du kan finde et hav af geniale puffer: F.eks. kan du finde en med opbevaring, eller du kan gå efter en rund som ikke stjæler for meget plads.

Puf til lille stue

LÆS OGSÅ: 5 idéer til en lille bolig

7. Møbler med smalle ben

Med smalle ben på din sofa, dit skab og din lænestol skaber du automatisk illusionen om mere plads i den lille stue. Gæster vil opleve rummet som lysere, mere let og større – altså helt overordnet mere imødekommende, og det er jo det, du gerne vil have.

8. Opbevaring i højden

En skænk eller tv-bænk er ikke ideel i en lille stue, fordi den fylder meget i bredden og optager gulvplads uden at give særlig meget opbevaring til gengæld. Derfor er det bedre at finde et lukket skab eller reol, der stjæler plads i højden i stedet for. Du kan også med fordel vælge møbler som hænger på væggene, for når de ikke optager dyrebar gulvplads, får du illusionen om et større rum.

Lille stue med plads til spisestue

9. Undgå åbne hylder

En enkelt dekorativ hylde kan du godt sætte op, men generelt er åbne hylder med masser af nips og bøger en dårlig idé i den lille stue. De kan nemlig hurtigt give et rodet indtryk. På så lidt plads skal øjnene kunne hvile på nogle rolige flader. Alternativt kan du også fylde hylder med fine æsker og kasser, så der kommer mere visuel ro for øjet i den lille stue.

10. Multifunktionelle borde

Ja, det er skønt med et stort sofabord, som du kan stille alverdens ting på, men det er ikke sikkert, det gavner din lille stue. Find i stedet et lille sofabord i flere etager, som har samme overfladeplads – bare fordelt på flere niveauer - eller et sidebord, der kan skubbes ind over sofaen.

Lille bord til lille stue

11. Udnyt hjørnerne

Hvis du har skråvægge, en rund karnap eller et andet skævt hjørne i din stue, så kan det godt betale sig at undersøge muligheden for at få specialbygget et skab, en bænk eller noget helt tredje, der passer til lige præcis dit skæve hjørne. Alternativt kan du lave dit eget Ikea-hack, for der er masser af muligheder for at tilpasse Ikeas skabe.

LÆS OGSÅ: Tips til dine skråvægge her!

12. Hæng billederne højere op

Luft mellem møbler og vægudsmykning er en rigtig god måde at give lidt ekstra optisk plads til den lille stue. Ryk derfor dine billeder, fotografier og anden vægpynt lige lidt højere op, end du normalt ville gøre i en stue med lidt flere kvadratmeter.

13. Lyse farver gør stuen større

Hvis du bare gerne vil have en simpel og elegant stue, der udnytter den sparsomme plads bedst muligt, så er en helt hvid stue måske noget for dig. Hvis du virkelig skaber en gennemført hvid stue, så vil den utvivlsomt være ligeså smuk som en farvet stue. Du kan også vælge farvetoner i beige og knækket hvid, som bløder udtrykket op - f.eks. kan du holde væggene i en neutral beige og male lofterne i en anden lys farve.

Mere inspiration?

Lys, lette tekstiler og luftig indretning. Med få kneb kan du fordrive vintererens fortættede tilstand i stuen, før solen er brudt frem. Se de 14 tricks her!