To potteplanter på et bord
Stueplanter

5 tips til dine potteplanter

af Maja Grønbæk 22.09.2015
Foto: Tina Brok Hansen
Potteplanter i boligen giver din indretning masser af stemning og smukke farver. Vi har samlet nogle gode tips til, hvordan du kan få succes med dine planter.

Potteplanter i indretningen er en nem vej til at opgradere udtrykket og skabe stemning i boligen. Og så er de både flotte at se på og gode for indeklimaet. Der findes et væld af forskellige planter at vælge imellem, og placering, pasning og pleje afhænger selvfølgelig til dels af, hvilke planter du vælger. Men her får du fem generelle tips, der gælder for de fleste potteplanter.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

5 tips til potteplanter

1. Bland kaffegrums og æggeskaller i jorden

Potteplanter har brug for gødning, så de får næring nok til at holde sig friske og flotte. Du kan selvfølgelig købe gødning, men du kan faktisk også gå i køkkenet og finde kaffegrums eller knuste æggeskaller frem. Begge dele kan fungere fint som gødning, hvis du blander det i pottemulden. Ganske gratis og meget miljøvenligt. Kaffegrumsen skal helst være tør, inden den blandes i, da den ellers nemmere rådner.

2. Undgå de små fluer

Hvis du har potteplanter, har du måske også været ude for de små irriterende fluer, der nogle gange dukker op omkring dem. Prøv at skræmme dem væk med lugte, de ikke kan lide, som for eksempel appelsinskal eller nellike. Skallen kan du lægge oven på jorden, og nellikerne stikker du hele ned i jorden.

3. Placér potteplanterne sammen

Når du sætter flere potteplanter sammen, øges luftfugtigheden omkring planterne, hvilket er rigtig godt for dem. Samtidig ser det flot ud, når du på denne måde skaber små grupper af planter i din indretning.

4. Undgå at vande ved roden

Når du vander, er det bedste at vande i underskålen eller urtepotteskjuleren. Men hvis du vander direkte i plantens jord, så vær opmærksom på, at der ikke kommer vand lige omkring roden. Vand i stedet i yderkanten af potten, da en våd stamme nemmere går i forrådnelse end en tør.

5. Giv potteplanten et brusebad

Planterne kan godt lide at få en let overbrusning ind imellem. Brug en vandforstøver eller sæt planterne i badeværelset, og brus dem over med vand. Hvis der er hårdt vand i dit område, kan det dog give hvide pletter - det allerbedste er, hvis du har mulighed for at sætte potteplanterne udenfor, når det regner, så de kan få en omgang regnvand.

Har du brug for hjælp til stueplanterne? Tjek vores store guide til stueplanter her.