Ting du ikke må komme i opvaskemaskinen
Tips & tricks

7 ting, du aldrig må komme i opvaskemaskinen

af Maja Grønbæk 20.06.2022
Opvaskemaskinen er for mange en helt uundværlig hjælper i køkkenet, men det er desværre ikke alt, der har lige godt af en tur i maskinen. Bliv klogere på, hvad du skal vaske op i hånden i stedet for!

Så snart du har en opvaskemaskine, kan du nok næppe forestille dig, hvordan du nogensinde klarede dig uden sådan én i det daglige.

Her ryger alt det snavsede service ind, uanset om det er efter aftensmaden på en hverdag eller efter den store gæstemiddag. Den gør bare livet så meget lettere, og du kan bruge din tid på sjovere ting end at vaske op i hånden.

7 ting du aldrig må komme i opvaskemaskinen

Men der er desværre grænser for, hvad der er smart at komme i opvaskemaskinen. Både fordi tingene ikke har godt af det, og en tur i maskinen slider unødigt på dem, men også fordi det samtidig kan skade selve maskinen, at du putter det i. Så du undgår desværre ikke helt at svinge opvaskebørsten ind imellem ...

1. Dine skarpe og gode køkkenknive

Maskinopvaskemiddel er hårdt ved dine knive og den direkte vej til at gøre dem sløve og kedelige. Knivene har heller ikke godt af at blive skubbet rundt under turen i opvaskemaskinen. Vask i stedet knivene op i hånden i opvaskemiddel, og tør dem med det samme i stedet for at lade dem lufttørre.

2. Køkkenredskaber af træ

Enkelte ting af træ kan godt tåle maskinopvask, men generelt er det bedst at undgå for at være på den sikre side. Hvis du putter træ i maskinen, risikerer du, at træet bliver skævt og mister sin flotte finish.

3. Kopper med isolering

Kopper med isolering er selvfølgelig helt geniale, når det gælder nydelsen ved varme eller kolde drikke. Men når de ryger i maskinen, risikerer du desværre, at hulrummet mellem det inderste og det yderste lag bliver fyldt med vand.

4. Alt med lim eller klæbende mærkater

Mange køkkenting har fra ny mærkater af papir eller plastik, som er sat fast med lim eller andet klæbende stof. Hvis det kommer i opvaskemaskinen, kan det stoppe filteret til og ødelægge den. Sørg for at fjerne mærkaterne inden, eller vask tingene op i hånden.

5. Krystal

Det giver næsten sig selv, men vi tager den med for en sikkerheds skyld, så du ikke kommer til at ødelægge dine dyre og måske arvede krystalglas. Krystal er skrøbeligt, og maskinopvaskemiddel og varmen i maskinen kan få krystalglas til at revne og gå i stykker.

6. Pander med slip let-belægning

Igen gælder det, at nogle pander godt kan tåle at komme i opvaskemaskine, og så står det typisk på emballagen. Men hvis ikke panden er lavet til det, kan en tur i maskinen ødelægge slip let-belægningen. Hvis du ikke er sikker, så vask dem hellere op i hånden!

7. Køkkenredskaber af støbejern

Selvom det bare ville være så meget nemmere at sætte den tunge støbejernsgryde i opvaskemaskinen, i stedet for at bakse med den i håndvasken, så lad være. Støbejern tåler ligesom slip let-panden ikke turen i opvaskemaskinen, og skal vaskes op i hånden.

Kilde: kitchn.com

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.