diy, design dit eget mønster
DIY-projekter

Design dit eget mønster på puder og tapet

Line Hvid 19.09.2014
Foto: Spoonflower.com
Scan din tegning ind, lav den til et mønster og bestil stof, tapet eller gavepapir med dit eget design.

Er du typen, der sidder og doodler dine egne mønstre, mens du taler i telefon? Så er det måske noget for dig at hoppe med på den nye bølge med at designe sit eget mønster til stof og tapet.

På den amerikanske hjemmeside Spoonflower.com, kan du bestille stof og tapet med dit personlige mønster på. Det kræver, at du har en billedfil på computeren med mønsteret på. Så enten skal du lave mønsteret på computeren eller også skal du scanne det ind.

Sådan gør du:

1. Tegn en tegning i hånden eller på computeren.

2. Scan den ind, hvis du har tegnet den i hånden.

3. Opret en profil på Spoonflower.com.

4. Upload filen til Spoonflower.com.

5. Nu giver Spoonflower.com dig mulighed for at lave et mønster med din tegning. Dvs. at din tegning bliver gentaget til et fint mønster.

6. Bestil en stofprøve, inden du bestiller en stor mængde. Der er mange forskellige typer stof at vælge i mellem, og du kan også bestille gavepapir og tapet med dit mønster på.

Se også: Lav nemt dine egne vaser af gamle flasker dekoreret med maling og dekorationstape

diy, design dit eget mønster

Sælg dine designs og køb andres

På Spoonflower kan du se, hvad alle andre har designet, og du kan købe stof med de andres designs, hvis de har tilladt det. Du kan også selv sælge stof med dit eget mønster. Det eneste, du skal gøre, er at bestille en prøve med dit mønster, og så kan du sætte det til salg. Spoonflower sender så stoffet ud til din køber, når de bestiller. Og så får Spoonflower også en procentdel af salget.

Husk at du skal betale told af varer, der er bestil i USA. Derfor kan det være en mulighed at bruge den tyske version af Spoonflower, som hedder Stoffn.de. Det er ikke helt så inspirerende en hjemmeside, og mønstrene derinde er ikke nær så flotte, men ellers fungerer siden helt på samme måde som Spoonflower.

Puder, tapet og gavepapir

Der er et hav af muligheder, når du har designet dit eget mønster. Du kan lave nye gardiner, sy en flot pude, tapetsere væggen eller bestille gavepapir og pakke julens gavepapir ind i dit personlige design. Det er dog ikke billigt at bestille stof på hverken Spoonflower.com eller Stoffn.de. På Stoffn.de koster en meter stof ca. 180 kr. alt efter typen.