DIY-projekter

DIY: Smuk væg med kabe-maling

Af Eva-Marie Wilken/Mariesverden.dk 17.02.2017
Foto: Martin Sølyst/Martinsollyst.dk
Lav en flot rustik væg med indfarvet kabe-spartel, og lad væggen ligne en moderne industrimur. Vi guider dig trin for trin til trenden!

Rå, rustikke mure er populære som aldrig før! De er smukke til at indramme et rum, og det er meget moderne blot at lave én væg med den såkaldte indfarvede kabe-spartel i et værelse og lade den være dominerende. Se her, hvordan man gør!

Det skal du bruge:

  • Malertape
  • Afdækningsplast
  • Arbejdshandsker
  • Spartler
  • Kabe-spartel
  • 1 l rækker til ½-2 m², afhængigt af hvor meget du smører på
  • Sandpapir, korn 180-220
  • Topcoat
  • Håndsprøjte
  • Mikrofiberklud
  • Blød støvkost

Kort om kabe:

Kabe er indfarvet spartel med en levende overflade, som både er lækker at se på og røre ved. Det består af spartelmasse og en tilhørende overfladebehandling, som giver væggen en smudsafvisende overflade. Kabe er et japansk ord for de vægge, som traditionelt er blevet anvendt på japanske slotte, templer og eksklusive tehuse.

Læs også: Forvandl gamel vinduer til smuk havestue

TRIN 1: Placér malertape omkring det areal, du ønsker spartlet. Dæk grundigt af med afdækningsplast.

TRIN 2: Tag handsker på. Brug 2 spartler til at spartle væggen med – gerne store. Spartl første lag i en tykkelse på 2-3 mm. Spartl hele arealet på en gang for at undgå, at man kan se forskel i overfladen. Fjern tapen, der markerer arealet. Lad massen tørre i 16 timer. TRIN 3: Slib væggen med sandpapir. Sæt igen tape omkring arealet, og spartl væggen anden gang på samme måde – denne gang skal du dog lave opstrygningerne mere jævne og bruge den største spartel. Her udjævner du større huller fra første omgang spartling. Slib igen væggen med fint sandpapir, når den er tør. TRIN 4: Nu skal du give væggen topcoat. Dæk godt af med afdækningsplast – især panelet forneden. Hæld topcoaten i en sprøjteflaske. Sprøjt et tyndt lag væske på hele væggen, og dup efter med kluden. Lad topcoaten tørre. Giv arealet endnu et lag, og dup efter med kluden. Når topcoaten er tør, kan du efterslibe med fint sandpapir. Læs også: 6 rengøringsfejl du måske (også) begår

Følg processen trin for trin i galleriet herunder!