12 tips: Slip af med madstanken
Tips & tricks

Slip af med madstanken!

af Christine Agertoft 22.05.2015
Foto: Martin Tanggaard
Vi har samlet 12 nyttige tips til, hvordan du bliver fri for den tunge madstank og får et hjem, der dufter friskt.

Du har slavet i køkkenet i flere timer for at lave en lækker middag til dine gæster, men når de ankommer, er lugten det første, der møder dem. Stegefedt, flæsk og kål-, fiske-, og karryretter bliver hængende i rummet længe efter, de er fortærede.

Læs også: Gamle og geniale husråd

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det er rigtig ærgerligt, når maden nu smager godt, at du skal trækkes med eftervirkningerne. Derfor har vi 12 gode tips til, hvordan du forebygger og slipper af med grimme lugte i køkkenet.

Før du tilbereder maden:

  • Luk alle døre i hjemmet, og åbn vinduerne i køkkenet.
  • Sørg for, at filteret i din emhætte er rengjort og fri for støv.
  • Fjern unødvendige tekstiler, som madstanken kan sætte sig i, fra køkkenet.
  • Brug et forklæde, og hæng det til luftning straks efter, du er færdig.

Mens du tilbereder maden:

  • Smid alle rester i en lufttæt plasticpose, og bær den hurtigst muligt udenfor.
  • Rengør gryder og pander undervejs.
  • Selvom retten er færdig og hældt over i et fad eller en skål, kan du lade den stå under emhætten, indtil alle sidder ved bordet.

Få flere tips til hverdagen med et abonnement på Isabellas

Efter du har tilberedt maden:

  • Læg nogle stykker brød i blød i eddike, og lad dem ligge i det ildelugtende rum, så de kan absorbere stanken.
  • Hvis køkkenet lugter, kan du lægge smør, sukker og kanel på et stykke bagepapir og smide det ind i ovnen på 200 grader i en times tid – så dufter dit køkken at frisklavet bagværk.
  • Er du ikke til duften af frisklavet bagværk, kan du i stedet putte kaffebønner i ovnen og nyde duften af frisklavet kaffe.
  • Kog eddike op i en gryde, og lad det simre i en times tid.
  • Put citron-, lime- eller appelsinskræl i en gryde, og lad dem simre, indtil madstanken er væk.