Sådan tiltrækker du sommerfugle i haven

Svirrende sommerfugle i alverdens farver er et af de smukkeste syn i haven. Her kan du blive klogere på, hvad du kan gøre for at tiltrække de eventyrligt smukke insekter i din have.

Tirsdag, 18. april 2017 - 13:16 - af Susie Helsing Nielsen. Foto: Frank Kirkegaard.
Ude i haven er de smukkeste flyvende og farverige sommerfugle dér, hvor der er sol, varme, mad og drikke. Men der er også helt særlige planter, som de betagende insekter flokkes omkring. Se her, hvilke forhold du skal tage, og hvilke planter du skal anskaffe dig, hvis du vil gøre din have til sommerfuglenes yndlingssted. 
 

 

Sommerfuglens solferie

Plant din sommerfuglebusk, hvor der er meget sol og gerne tæt ved terrassen, så du kan se og nyde sommerfuglene.

 

Plant forskellige buske

Skab mangfoldighed ved at vælge forskellige nektarrige arter, der blomstrer fra tidligt forår til sensommer. Vælg gerne både planter, buske og småtræer.
 

Uden mad og drikke.. 

Et fuglebad med vand tiltrækker også sommerfugle og er med til at skabe et rigt insektliv i haven. Sommerfugle holder af frugt i gæring som for eksempel nedfaldsfrugt. De kan også lide harpiks fra birk, fyr og andre træer. Efterlign eventuelt naturen ved at fodre med rødvin blandet en til en med sukker. Smør blandingen på træstammer eller dyp snore i blandingen og hæng dem op i træerne. Sommerfuglene kan lugte det på meget lang afstand.
 

Varme hvilesteder

Sørg for mørke sten og flader i haven, der tiltrækker og holder på varmen. Sommerfugle elsker at hvile sig, hvor det er varmt, især efter en kølig eller våd nat, hvor de skal have varmen igen. En sti med perlegrus varmer også. Mange sommerfugle soler sig med udbredte vinger.
 
 

Sommerfugle året rundt

Disse planter skal du anskaffe dig, hvis du vil tiltrække sommerfugle:

  • Forår: Julerose, hyacint, aftenstjerne, syren og frugttræer.
  • Sommer: Studenternellike, floks, morgenfrue, lavendel, kæmpemarguerit, hjulkrone, dild og sommerfuglebusk.
  • Efterår: Kinapurløg, asters og lyng.
  • Hele sæsonen: Blomstrende krydderurter.
     

 

Læs også:

Pres smukke blomster - DIY
Stor haveguide til maj - rabarber
Guide: Sådan holder du høns