10 gode tips til sommerferien i Danmark

Ferietips

Tag ud i det blå i sommerferien! Hvis du mangler inspiration til ture og oplevelser, får du her 10 anbefalinger fra ISABELLAS redaktion.

Torsdag, 26. maj 2016 - 15:56 - af Anita Banner og Gitte Høtbjerg Hansen / Foto: Pernille Enoch
Det er fantastisk at tage på tur i Danmark om sommeren. Der er masser af steder, seværdigheder og begivenheder at besøge, og lige meget hvor i landet, du er, kan du helt sikkert finde noget for dig og din familie! For at gøre det lidt nemmere har vi samlet 10 gode tips til dig her. 
 

10 tips til sommerferien i Danmark

 
Oste og specialiteter i Svendborg
I centrum af Svendborg finder et af Nordens største fødevaremarkeder sted den 25.-26. juni. Her får du rig mulighed for at få vækket duft- og smagssansen med specialiteter fra lokale producenter, hvis fokus er råvarer af høj kvalitet. Desuden er markedet vært for den skandinaviske ostefestival Nordens oste, som er en konkurrence om de bedste oste fra små håndværksejede mejerier. Læs mere her
 
Byvandring i Gl. Skagen
Skagens charme går hånd i hånd med den danske sommer. Og hvis du i løbet af sommeren kommer til Danmarks top, er en guidet byvandring igennem Gl. Skagen en interessant oplevelse. Turen starter ved Ruths Hotel. Herfra vandrer du igennem Skagens gader og hører spændende historier knyttet til stederne. Der er byvandring hver mandag fra 5. juni til 12. september. Læs mere her!
 
Besøg en økogård 
Det er højsæson for friske, danske frugter og grøntsager, så hvorfor ikke besøge din lokale økologiske gårdbutik? Flere steder i landet er det også muligt at købe økologisk kød. Du kan møde din lokale producent og blive bevidst om, hvor dine varer kommer fra, samt sikre dig, at de er superfriske. Du kan finde din nærmeste økologiske gårdbutik her!
 
Livsstilsmesse på Bernstorff Slot
I weekenden den 8.-9. august slår Bernstorff Slot nord for København dørene op til en livsstilsmesse for livsnydere. Her viser udstillerne produkter og nyheder inden for bl.a. have, bolig, mad og skønhed. Så shop, og lad dig inspirere, og husk at nyde slottet og dets skønne omgivelser. Læs mere her!
 
Blomstercirkus i Odense
Den 18.-21. august kan du opleve Odense fra sin smukkeste side, når byen byder velkommen til sin årlige blomsterfestival. Hvert år har festivalen et nyt tema, som i år er cirkus og gøgl. Så gør dig klar til at opleve et forunderligt overraskelsesunivers med tusindvis af smukke blomster. Læs mere her!
 
Bliv klogere på Vadehavet
Kom helt tæt på Nationalpark Vadehavet, når naturvejlederne fra Vadehavscentret tager dig med ud på en tre-fire km lang tur i området. Du vil høre om stormfloder, tidevand, fuglene og det unikke landskab, som ligger til grund for Vadehavets udnævnelse til verdensarv. En fantastisk tur i naturens tegn! Læs mere her!
 
Jazz i Maribo
Den 14.-17. juli summer den hyggelige og historiske by Maribo af musik, når Maribo Jazz Festival fylder over 20 spillesteder. Jazzfestivalen byder hovedsagligt på god gammeldags New Orleans-jazz, der krydres med blues og swingmusik. Festivalens hovedscene ligger nær centrum af Maribo og har den smukke skov, Hylddalen og den idylliske klostersø som kulisser. Læs mere her!
 
Græstage og gladiatorer i Højbjerg
Er du interesseret i natur og kulturhistorie, er en udflugt til Moesgaard Museum i Højbjerg, syd for Aarhus, en stor oplevelse. For to år siden blev den nye museumsbygning indviet – den er et moderne byggeri med forskudte niveauer. Museets skrå tag, som er sået til med græs, er åbent for besøgende. Her kan du slappe af i solen og nyde den forrygende udsigt over Aarhus-bugten. Indtil den 11. september kan du opleve særudstillingen Gladiator – Colosseums helte, en rejse ind i gladiatorenes hverdag i det gamle Rom. Læs mere her!
 
Royal sommerdag i Fredensborg
Fredensborg Slot har i mange år været et af regentparrets mest benyttede residenser. Slottet har en have, der er et af Danmarks største historiske haveanlæg, hvor du kan opleve en blanding af barok og romantisk stil. Fra den 1. juli til den 7. august er både slottet, slotskirken og haven åben for publikum i forbindelse med guidede ture. Læs mere her!
 
Tag på fiskeauktion i Hirtshals
Byd på friskfanget fisk på fiskeauktion i Hirtshals lørdag den 2. juli. Lions Club Hirtshals giver besøgende mulighed for at se og deltage i en fiskeauktion, som normalt kun er forbeholdt opkøbere. Der vil også være mulighed for at købe en lækker frokost, fx fiskefrikadeller og fiskesuppe, i den opstillede ”Bodega”. Læs mere her!
 

Læs mere om:

Læs også:

Billede af morgenmad med te og blomster