Afgrøder sået i efteråret
Køkkenhave

Kuldekimere: 7 afgrøder, du skal så i efteråret

af Bente Halkjær. 9.10.2023
Foto: Tia Borgsmidt.
Hvis du sår frø af kuldekimere i efteråret, giver det dig mere tid til andre opgaver i haven til foråret, som typisk er en travl periode udenfor. Se her, hvordan du gør!

Det er ikke kun om foråret, at du kan så frø og nyde at se nyt liv spire frem. Kuldekimerne er afgrøder, som skal sås her om efteråret, og når arbejdet er gjort, kan du bare gå og glæde dig til at høste næste år.

Kuldekimere

Det lyder måske helt bagvendt, men nogle planter vil have kulde for at spire.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Frø er indrettet, så de spirer, når forholdene for at gro er gunstige. Planter, der hører hjemme i egne med kolde vintre, skal derfor først spire, når frosten er omme, ellers går de til grunde. Det er årsagen til, at de er programmeret til først at begynde at spire, når de har været igennem en periode med kulde. Planterne kaldes kuldekimere.

I naturen går det af sig selv, men når du selv vil dyrke kuldekimere, kan du løse problemet ved at så dem om efteråret. Så får de den fornødne kulde og er klar til at spire og gro, når foråret kommer. Der findes metoder til at ophæve frøhvilen, så det er muligt at så mange af dem i løbet af forårsmånederne i stedet.

Men vil du gerne i gang med at så i køkkenhaven inden vinter, så kig efter grøntsagsfrø, som du kan lægge i jorden i det sene efterår. På frøposerne kan du altid se, hvilket tidspunkt, der er optimalt. Hvis du sår nogle af disse frø i efteråret, giver det dig mere tid til andre opgaver i haven til foråret, som typisk er en travl periode udenfor.

Sådan sår du frø i efteråret

Rens jorden for uønskede planter, inden du går i gang med at så. Det er vigtigt, at grøntsagsspirerne ikke skal konkurrere med andre planter om plads, vand og næring. Derudover kan du gå jorden igennem med en kultivator og en rive forud for såningen.

Du kan så direkte i køkkenhaven, men du kan også vælge at dyrke grøntsagerne i højbede. Højbede giver mulighed for at dyrke afgrøderne tæt, så du kan have forholdsvis mange grøntsager på begrænset plads.

Når jorden er klar til såning, laver du såriller med skaftet af et haveredskab eller en rundstok. Hvis jorden er meget tør, kan det være nødvendigt at vande i rillerne. Drys herefter frøene i rillerne og dæk dem til med jord. Tryk jorden let til, så frøene med det samme er i tæt kontakt med jorden.

Når foråret kommer, kan det være svært at huske, hvad du har sået hvor, så navneskilte er en stor hjælp, når de grønne spirer en for en titter frem fra jorden.

 

TIP: Så frøene tættere end den anbefalede planteafstand, så kan du tynde ud i rækken, når planterne er dukket op – på den måde risikerer du ikke, at der kommer huller i rækken. Højbede giver mulighed for at dyrke planterne tæt.

Afgrøder, der skal sås i efteråret

Selvom foråret er højsæson for frøsåning, har firmaet Nelson Garden en række frø i handlen, som du kan så nu, f.eks.:

Skorzonerrod

har lange, slanke rødder, så det er en fordel at bearbejde jorden godt i dybden. Så frøene i ca. 2 cm’s dybde med en afstand på 8-10 cm mellem hver plante, så de har god plads at udvikle sig.

Pastinak

er en velsmagende rodfrugt, der udvikler sig bedst i en godt, gennemarbejdet jord. Så frøene i 1-2 cm’s dybde, og giv planterne en indbyrdes afstand på ca. 6 cm. Frøene begynder at spire, når foråret kommer, og du kan se frem til en lidt tidligere høst end normalt.

Gulerødder

er typisk orange som sorten ’Nantaise 2’, men du kan også prøve frøblandingen ’Harlequin Mix F1’, hvor rødderne er orange, gule, hvide og violette. Gulerødder har brug for en afstand på 2-3 cm. Så frøene i ca. 2 cm’s dybde.

Persillerod

minder om pastinak, men smager af persille. Så frøene i 1-2 cm’s dybde og giv planterne en afstand på omkring 6 cm.

Persille

kan du så i ca. 1 cm’s dybde, og når planterne er kommet op, er en planteafstand på 4-5 cm passende. Planten er toårig, så det første år kommer der kun blade, mens der året efter også kommer blomster – efter blomstringen går planten til.

Radiser

hører til blandt de meget hurtige afgrøder, og hvis du sår i starten af efteråret, kan du høste inden efteråret er omme, og så kan du begynde med såning igen til april. Så frøene i 1-2 cm’s dybde og lad afstanden mellem radiserne være et par cm. Der er flere sorter at vælge imellem, blandt andet den kuglerunde ’Burro Gigante’ og den aflange ’French Breakfast 3’.

Salat

hører til blandt de hurtige kulturer, og især pluksalat egner sig til at blive sået om efteråret. Så dem i bakker eller potter, stil dem et beskyttet sted og dæk dem til, ellers kan de have svært ved at klare kulden. Så salatfrøene i ca. 1 cm’s dybde. Du kan for eksempel dyrke pluksalaterne ’Salad Bowl’ eller ’Cerbiatta’ eller ’Mix’, der er en blanding af forskellige typer baby leaf.

 

TIP: Skriv havedagbog, så får du et overblik over, hvilke afgrøder du har sået hvornår. Skriv også, hvilke sorter du har særlig succes med i haven, så ved du, hvilke du skal gå efter næste gang.