Kager

ÆGTE Gammeldags æbleskiver med kanelsukker

Gammeldags æbleskiver står ofte i skyggen af de mange moderne versioner, og det er sådan en skam, for de smager skønt af ægte jul! Få opskriften på her!
af Carsten Kyster 22.10.2021 Foto: Columbus Leth.
gammeldags æbleskiver
4 personer
Tid i alt 35 min

Dej

  • 1 æg
  • 1 spsk vegetabilsk olie
  • 1½ dl øl
  • 2 dl lunkent vand
  • 200 g hvedemel
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 spsk rørsukker
  • 1 knivspids salt

Desuden

  • 3-4 æbler
  • ½ l vegetabilsk olie til stegning
  • hvedemel til panering
  • kanelsukker til servering

Gammeldags æbleskiver er en velkendt dansk juledelikatesse, som består af en art pandekagedej, der steges i en kugleformet æbleskivepande, men i virkeligheden er det en moderne version. Langt de færreste ved, at æbleskiver oprindeligt var tynde skiver af saftige æbler, der blev vendt i mel og æg og dernæst stegt i smør på en varm pande, deraf navnet æbleskiver.

I dag har den moderne version overhalet den gamle, som er mere eller mindre ukendt for de fleste danskere, men nu skal den have sin velfortjente renæssance! Derfor serverer vi sprøde æbleskiver af rigtige æbler, og vi glæder os!

Æbleskiverne er sprøde udenpå, men bløde i midten. I udseende minder de lidt om de populære amerikanske donuts.

SÅDAN LAVER DU GAMMELDAGS ÆBLESKIVER

  1. Dej: Del ægget i blomme og hvide. Pisk olie, øl, vand og æggeblomme sammen i en skål. Tilsæt hvedemel, bagepulver, sukker og salt, og rør det sammen til en glat dej. Pisk æggehviden stiv i en anden skål, og vend den forsigtigt i dejen.
  2. Skræl æblerne, og stik kernehuset ud, så der er et rimelig stort hul i midten. Skær æblerne i skiver på 1-2 cm.
  3. Hæld ½ l olie i en gryde, og varm det op, til det syder omkring en tandstik – så er olien klar.
  4. Vend æbleskiverne i lidt hvedemel. Dyp derefter æblerne i dejen, og læg dem nogle stykker ad gangen ned i den varme olie. Steg dem gyldne og sprøde i ca. 1½ minut på hver side.
  5. Tag æbleskiverne op med en hulske, og lad dem dryppe af på fedtsugende papir. Drys med kanelsukker.