Småkager & Cookies

Dørkrans af kryddersmåkager

Forvandl krydrede småkagestjerner til en pæn dørkrans. Den holder fint i flere uger, hvis ellers "nisserne" og sneen holder sig væk!
af Maja Ambeck Vase 3.11.2021 Foto: Columbus Leth

Stjernesmåkager:

  • 200 g hvedemel
  • 100 g stuetempereret smør
  • 75 g flormelis
  • ½ tsk. stødt kanel
  • ½ tsk. stødt nellike
  • 2 æggeblommer

Glasur:

  • 150 g flormelis
  • 1 pasteuriseret æggehvide
  • Evt. spiseligt guldstøv

Først skal småkagen vises, siden skal den spises ...

Det er herligt at fylde kagedåserne med hjemmebagte småkager til jul, og har du bagt rigeligt, kan du bruge nogle af de sprøde lækkerier som en smuk og unik dørkrans. Se bare her!

Sådan laver du en dørkrans af småkager:

  1. Stjernesmåkager: Kom mel, smør, flormelis, kanel og nellike i en skål, og ælt det sammen med fingrene.
  2. Saml dejen med æggeblommerne, og stil den i køleskabet 1 times tid. Rul dejen ud mellem 2 stykker bagepapir drysset med lidt mel, og udstik stjerner i forskellige størrelser med udstikkerforme. Bag stjernerne i ca. 8-10 minutter ved 175°. De mindste skal have kortest tid. Tag dem ud, når de er gyldne. Lad småkagerne køle helt af på en bagerist.
  3. Glasur: Pisk flormelis og æggehvide sammen, og kom glasuren i en sprøjtepose. Saml stjernerne med glasur, så de danner en krans. Begynd med de store i bunden, så de mellemstore og de mindste øverst. Lad kransen tørre ved stuetemperatur.
  4. Pensl evt. kransen med guldstøv.

TIP: Bag evt. en dobbeltportion, så du også har småkager til kagedåsen og nogle i reserve, hvis de går i stykker, når du samler kransen.

Tip: Er kransen for ustabil, kan du klistre den fast med glasur på en lille træplade, inden du hænger den op.