Cheesecake med solbær

Kan du heller ikke få nok af cheesecakes? Her får den sprøde kiksebund og den luftige ostecreme selskab af mørke, modne solbær. En sammensætning, der uden tvivl vil glæde dine gæster!

Tirsdag, 22. august 2017 - 9:01 - Opskrift og foto: Inge Skovdal / skovdalnordic.com

Cheesecake er et hit i det søde køkken, og det kan vi godt forstå. Smagen af sprød kiksebund og cremet ostefyld får mundvandet til at løbe hos de fleste. I denne cheesecake har vi tilføjet solbær, så hvis du stadig har lidt bær i haven, kan du med fordel bruge dem i denne dejlige dessert. Kagen har brug for lidt hviletid, men ellers er opskriften lige til at kaste sig ud i. 

Prøv også: Cheesecake med citron og lakrids

Det skal du bruge til din solbærcheesecake:

Bund: 
  • 100 g smør 
  • 175 g Digestive-kiks 
Fromage: 
  • 4 blade husblas 
  • 2 pasteuriserede æg 
  • 75 g sukker 
  • 200 g flødeost 
  • 1 dl solbærsyltetøj – gerne hjemmelavet 
  • 2 spsk. solbærsaft 
  • 3 dl piskefløde 

Gelé: 

  • 4 blade husblas 
  • 2½ dl solbærsaft 
Desuden:
  • Friske solbær

Se også: Regnbuepandekagetårn

Sådan gør du:

  1. Smelt smør i en gryde, og tag det af blusset.
  2. Smuldr kiksene i – du kan evt. blende dem lidt først.
  3. Pres kiksemassen ned i en springform, Ø ca. 20 cm, beklædt med bagepapir. 
  4. Læg husblassen i koldt vand i ca. 10 minutter. Pisk æg og sukker luftigt. Bland flødeost i sammen med solbærsyltetøj. Tag forsigtigt husblassen op af vandet, og smelt den over vandbad. Afkøl den med solbærsaft.
  5. Pisk fløden stiv. Kom husblas i flødeostblandingen, og vend flødeskummet i. Hæld fromagen over kiksen, og stil den i køleskabet.  
  6. Læg husblassen i blød i ca. 10 minutter.
  7. Varm ½ dl solbærsaft, og smelt husblas direkte i den varme saft.
  8. Bland den med resten af saften, og hæld den over kagen.
  9. Lad den stå i køleskabet i mindst 3 timer. Pynt med friske solbær.

Læs også: 5 tips til din havefest

Læs også:

Kanelstang med creme