Koldskåls-panna cotta med nøddecrumble

Prøv den klassiske sommerdessert i nye klæder og imponer gæsterne med en koldskåls-panna cotta med sprød nøddecrumble!

Mandag, 10. april 2017 - 9:24 - af Camilla Zarah Lawes / foto: Columbus Leth

Koldskål og jordbær er for de fleste en fast bestanddel af spisekammeret i sommersæsonen. Det kan vi godt forstå, for det er nemt, friskt og lækkert, men når du skal have gæster må der gerne være skruet lidt op for gastronomien. Så her giver vi et nyt bud på, hvordan sommerfavoritten kan serveres som dessert til en gæstemiddag!

Mere inspiration til gæstemiddagen: Æbleroser med filodej

8 personer

Det skal du bruge til koldskåls-panna cotta med nøddecrumble:

Koldskåls-panna cotta:

  • 6 blade husblas
  • 4 æggeblommer
  • 100 g rørsukker
  • 1 l tykmælk
  • 2½ dl piskefløde
  • korn af 1 vaniljestang

Nøddecrumble:

  • 75 g havregryn
  • 25 g smør til stegning
  • 50 g hasselnødder
  • 2 spsk. flydende honning

Pynt:

  • 250 g jordbær
  • evt. rød skovsyre

Nyd buketten i længere tid: 5 tips til at få hyacinter til at holde længere

​Sådan laver du koldskåls-panna cotta med nøddecrumble:

  1. Lav først koldsåls-panna cottaen: Udblød husblassen i en skål med koldt vand i 5 minutter.
  2. Pisk æggeblommerne helt hvide med sukker.
  3. Rør tykmælken i med en ske.
  4. Kog fløden op med vaniljekorn i en lille gryde, og lad det koge i 30 sekunder. Tag gryden af varmen.
  5. Tag husblassen op af udblødningsvandet, og læg den i den lune fløde. Rør, til husblassen er smeltet.
  6. Rør langsomt flødeblandingen i skålen med tykmælk.
  7. Fordel blandingen i glassene, og lad desserterne stivne i køleskabet i mindst 2 timer.
  8. Mens koldskåls-panna cottaen stivner lavder du nøddecrumble: Rist havregryn i smør på en pande.
  9. Hak hasselnødderne groft, og hæld dem på panden sammen med honning. Rør godt rundt i blandingen.
  10. Lad den køle af på en bageplade beklædt med bagepapir.
  11. Rens og halvér jordbærrene.
  12. Drys koldskåls-panna cotta med nøddecrumble, pynt med jordbær og evt. rød skovsyre, og servér.

DIY: Inspiration til flotte, farvede æg uden maling

Læs også:

Hurtig is med bær
Jordbærgrød med vanilje