Kager

Cheesecake - en himmelsk grundopskrift

Cheesecake kan varieres i det uendelige, så der er rig mulighed for at eksperimentere — men uden en solid grundopskrift kan det nemt gå galt. Her får du vores yndlings grundopskrift på cheesecake!
af Camilla Zarah Lawes. 31.07.2013 Foto: Wichmann+Bendtsen Photography.
5 personer

Bunde

  • 150 g Digestive-kiks
  • 1 spsk rørsukker
  • 60 g smeltet smør

Ostefyld

  • 2 æggeblommer (1 bæger pasteuriseret)
  • 100 g rørsukker
  • 200 g Philadelphia-ost
  • Korn af ½ vaniljestang
  • 2 dl græsk yoghurt 10 %
  • 5 blade husblas
  • 3 æggehvider (2 bægre pasteuriserede)
  • 2½ dl piskefløde

Pynt

  • Diverse frugt, bær, chokolade eller nødder

Sådan laver du cheesecake

Opskriften er til fem små udstikkerforme på 6-8 cm i diameter. Vælger du i stedet at lave en hel cheesecake, skal du bruge en springform på 20 cm i diameter.

Bunde

  1. Blend kiksene helt fint med sukker.
  2. Tilsæt smør, og blend godt igennem.
  3. Tryk kiksemassen ud i små udstikkerforme, der står på en plade med bagepapir.
  4. Stil bundene på køl, mens du rører fyldet sammen.

TIP: Ønsker du en knap så fed cheesecake, kan du erstatte den græske yoghurt med fromage frais eller skyr. Tilsæt evt. lidt mere sukker.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Ostefyld

  1. Pisk æggeblommer med sukker, til det er hvidt.
  2. Rør Philadelphia i til en cremet masse. Tilsæt vaniljekorn og yoghurt.
  3. Udblød husblassen i koldt vand i ca. 5 minutter, tag bladene op af vandet, vrid dem let, og smelt dem forsigtigt over et vandbad. Lad husblassen afkøle helt, og pisk den i cremen.
  4. Pisk æggehviderne stive, og vend dem forsigtigt i cremen.
  5. Pisk fløden stiv, og vend den i cremen til sidst.
  6. Fordel cremen over bunden. Læg film over kagerne, og stil dem i køleskabet i minimum 4 timer.
  7. Tag kagerne ud af køleskabet, og fjern filmen. Pynt kagerne med frugt, bær, chokolade, nødder eller andre gode ting.