Kager

Kokoscupcakes med tørret ananas

Disse kokoscupcakes med skum og ananas er perfekte at servere til fest, eller hvis det hele bare skal smage lidt af sol og sommer.
af Rikke Hansen 1.02.2018 Foto: Martin Tanggaard

Når vintermånederne føles grå og kolde, kan du give dig i kast med disse sommerlige cupcakes. De både ligner, dufter og smager som en sommerdag i paradis. Så lad dig bare drømme væk. De fine kokoscupcakes kan serveres i alverdens flotte papirforme, og vil med garanti pynte på ethvert bord.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det skal du bruge til dine kokoscupcakes:

12 cupcakes

TØRRET ANANAS:

  • 1 lille sød ananas
  • 1-2 spsk. flormelis

CUPCAKES:

  • 1 dåse kokosmælk
  • 1 moden banan
  • 2 æg
  • 1½ dl smagsneutral rapsolie
  • 150 g sukker
  • 50 g hvedemel
  • 75 g kokosmel
  • 1 spsk. bagepulver

KOKOSSKUM:

  • Den faste del af kokosmælken
  • 1 vaniljestang
  • 2 spsk. flormelis
  • 1-2 spsk. kokosmel

Se også: Dekorér cupcakes med Ditte Julie Jensen

Sådan gør du:

TØRRET ANANAS:

  1. Tænd ovnen på 100°.
  2. Skær skrællen af ananassen, skær ananassen i tynde skiver, og læg dem på en bageplade med bagepapir.
  3. Drys med en lille smule flormelis.
  4. Bag dem i ovnen ved 100° i ca. 1 time.
  5. Hvis skiverne endnu ikke er helt tørre, kan du vende dem om og bage dem længere. De bliver først helt sprøde, når de er kølet af.

CUPCAKES:

  1. Skru ovnen op på 175°.
  2. Åbn dåsen med kokosmælk og kom den tykke del i toppen i en skål, og stil den i køleskabet. Den skal gemmes til skummet.
  3. Mos bananen og bland den med æg, olie og sukker.
  4. Bland mel, kokosmel og bagepulver sammen og rør den tørre blanding i æggemassen.
  5. Tilsæt ½ dl af den tynde kokosmælk, og rør dejen sammen.
  6. Fordel dejen i 12 små muffinforme.
  7. Bag kagerne i ovnen i ca. 20 minutter.

KOKOSSKUM:

  1. Pisk den tykke kokosmælk luftig med en elpisker.
  2. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Pisk vaniljekorn og flormelis i skummet.
  3. Sprøjt skummet på toppen af kagerne og sæt en skive tørret ananas på toppen af hver cupcake.
  4. Drys med kokosmel.
Vil du prøve flere opskrifter med kokos? Prøv disse: Hindbærsnitter med kokos