Græskarkage med ostecreme

Sådan laver du en skøn græskarkage toppet med den dejligste ostecreme. Supernem opskrift på en kage, der helt sikkert vil være et hit blandt gæsterne.

Tirsdag d. 24. september 2013 - af Anna Hedegaard. Foto: Jakob Valling/valling.com

Efteråret byder på de skønneste græskar, som faktisk kan bruges til alt fra kager til snacks og uhygge på altanen. Prøv fx denne lækre græskarkage med en skøn ostecreme.

Græskarkage - det skal du bruge:
6 æg
450 g sukker
2½ dl vindruekerneolie
300 g hvedemel
1½ tsk bagepulver
1½ tsk natron
1½ tsk stødt kanel
½ tsk salt
½ tsk revet muskat
420 g revet græskar, fx hokkaido

Er du vild med græskar? Få vores opskrift på græskarsuppe her

Ostecreme:
270 g flødeost naturel, fx Philadelphia
270 g flormelis
1 tsk vaniljesukker
40 g blødt smør
200 g mascarpone

Pynt til din græskarkage:
Revet, økologisk citronskal

Græskarkage med ostecreme - sådan gør du:
Pisk æg og sukker luftigt. Bland olien forsigtigt i. Vend alle de resterende ingredienser i med kærlig hånd, så æggemassen ikke bliver flad. Hæld dejen i en smurt bradepande eller 2 springforme. Bag ved 180º i ca. 35-45 minutter.

Ostecreme:
Kom flødeosten i en skål. Sigt flormelis og vaniljesukker i, og rør det sammen. Det bløde smør og mascarponen røres dernæst i, til det hele bliver en jævn og blød masse.

Når din græskarkage er kold:
Smør massen på i et jævnt lag. Riv citronskal hen over kagen.Opbevar kagen på køl, så cremen holder sig frisk.

Prøv også vores opskrift på en himmelsk cheesecake her