Kager

Medaljer med hindbærcreme

Klassiske medaljer går man aldrig fejl af, og denne udgave med sød hindbærcreme er en af vores favoritter. Få opskriften på de lækre medaljer her!
af Susanne Palmqvist 25.02.2015 Foto: Anders Schønnemann

Medaljer er et sikkert hit ved kaffebordet – måske fordi de kan fyldes med lige præcis det fyld, du favoriserer allermest. I denne udgave af medaljer har vi fyldt dem med hindbærcreme og friske bær. Har du bagt ekstra mange medaljer, kan de opbevares i 1 uge i en kagedåse.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Prøv også opskriften på nøddekurve med chokolade!

Opskrift på medaljer

Tid: 45 minutter. Afkøling, dej: Mindst 1 time. Afkøling, creme: Mindst 2 timer. Bagetid: 7-10 minutter. Antal: 8-10 stk.
Mørdej
250 g hvedemel
1 tsk. vaniljesukker
¼ tsk. bagepulver
175 g koldt smør
100 g lyst rørsukker
1 æg
½ spsk. vand

Hindbærcreme:
100 g hvid chokolade
2 dl piskefløde
200 g hindbær (friske eller frosne)
1 spsk. vand
2 spsk. rørsukker

Glasur:
1 dl florsukker
½ spsk. kogende vand

Pynt:
friske hindbær eller andre bær
chokoladekringler eller høvlet chokolade

Find lækre opskrifter til hyggelige stunder i hvert nummer af ISABELLAS!

Sådan laver du medaljer:

Mørdej: Sigt mel, vaniljesukker og bagepulver i en skål. Hak det kolde smør, og smuldr det i melet, evt. i en foodprocessor. Pisk sukker, æg og vand sammen med en elpisker. Hæld det i, og saml hurtigt dejen – den vil være lidt klistret. Læg den i køleskabet i mindst 1 time, gerne længere. Tænd ovnene på 180 grader. Rul dejen ud på et meldrysset bord (ikke for tyndt), og stik den ud med en rund udstikkerform eller et glas. Læg kagerne på en bageplade med bagepapir, og bag dem i ovnen i ca. 7-10 minutter, til de er lysebrune. Køl dem af på en rist.

Hindbærcreme: Hak chokoladen meget fint. Varm fløden op i en skål over vandbad, og rør chokoladen i, til den er smeltet. Tag skålen op, og køl den lidt af. Kog hindbærrene op med vandet. Kom dem i en si, og pres al saften ud. Rør sukkeret i saften og rør det i chokoladefløden. Stil cremen køligt i mindst 2 timer. Pisk den igennem inden brug, gerne med elpisker, til den er cremet og tyk.

Glasur: Rør flormelis og vand sammen. Smør glasuren på halvdelen af kagerne og smør hindbærcreme på den anden halvdel af kagerne, læg friske bær på, og læg kagerne med glasur ovenpå.

Læs også: 5 opskrifter med bær

Find flere lækre opskrifter med hindbær i galleriet herunder: