Kager

Nemme muffins med friske ribs

Muffins er en evig succes, men behøver aldrig at blive kedelige. Prøv denne opskrift med ribs, der med garanti vil kvikke dine muffins op!
Af Cecilia Fahlström. 19.06.2023 Foto: Tia Borgsmidt.
Ribsmuffins

Muffins gør glad! Denne søde grunddej og de syrlige ribs er en skøn kombination, der nok skal blive populær rundt om bordet. Dejen til disse muffins er ufatteligt let at lave, og så er det en perfekt måde at få brugt sine ribs på. Ribsene gør dine muffins lækre og svampede - mmm...

12 stk

Ingredienser

  • 120 g hvedemel
  • 140 g sukker
  • 1½ tsk. bagepulver
  • 1 knivspids salt
  • 40 g smør, stuetemperatur
  • 1,2 dl mælk
  • ½ vaniljestang
  • 1 æg
  • 100 g ribs
  • 1 spsk. hvedemel

Sådan laver du ribsmuffins

  1. Tænd ovnen på 170°.
  2. Rør mel, sukker, bagepulver, salt og smør sammen i en skål, indtil det er godt blandet, og konsistensen er ”sandet”.
  3. Tilsæt langsomt halvdelen af mælken under omrøring.
  4. Flæk vaniljestangen på langs, og skrab kornene ud. Pisk æg sammen med vaniljekorn og den resterende mælk.
  5. Hæld æggeblandingen langsomt i melblandingen, mens der piskes. Pisk, indtil dejen er ensartet og fin, og stop med det samme – pas på ikke at overpiske dejen.
  6. Hæld ribs i en skål, og drys 1 spsk. hvedemel over. Vend hurtigt, indtil alle ribs er let dækket af mel.
  7. Læg en lille håndfuld ribs til side, og vend de resterende ribs i dejen.
  8. Fyld dejen i cupcakeforme, og husk kun at fylde hver form 2/3 op, så der er plads til, at dejen hæver.
  9. Top dine muffins med de resterende ribs, inden de sættes i ovnen. Bag dine muffins i 20-25 minutter.