Konfekt

Chokoladetrøfler med romrosiner

Vil du lave lækker konfekt, er disse chokoladetrøfler en god kandidat! De er både nemme og smager fantastisk, og så gemmer de på romrosiner og et drys af kakaopulver.
af Mai Knauer 19.10.2017 Foto: Columbus Leth.
Chokoladetrøfler

Trøfler er altid et festligt indslag på konfektbordet! Fremgangsmåden på disse smagslækre chokoladetrøfler er så simpel, og når de først er lavet, kan de holde sig i 1-2 uger, så længe de opbevares køligt.

Vild med trøfler? Så prøv vores hvide chokoladetrøfler med lemoncurd

Det skal du bruge til chokoladetrøfler:

Ca. 50 små trøfler
  • 75 g sultanrosiner
  • ½ dl mørk rom
  • 1 dl fløde
  • 600 g mørk chokolade
  • 100 g kakao

Prøv også: Svampede romkugler med sorte bønner

Sådan laver du chokoladetrøfler:

  1. Kom rosinerne i en skål, hæld rom over dem, og sæt dem til side.
  2. Hæld fløden i en lille gryde, og bring den i kog.
  3. Hak chokoladen, kom den i en skål, og hæld fløden over.
  4. Sæt skålen i et vandbad på et blus, indtil chokoladen er helt smeltet. Kom romrosinerne i, og rør godt.
  5. Tag skålen af varmen, og lad den stå ved stuetemperatur i 10 minutter.
  6. Stil den i køleskabet med husholdningsfilm over i 2-3 timer, eller indtil massen er fast.
  7. Brug 2 skeer til at forme dine trøfler med. Læg dem på et flot fad, og sigt kakao over dem.

Se også: DIY: Søde papirhjerter

Trøffeltips: Hvis din trøffelmasse blive for hård, skal den bare stå i 15 minutter ved stuetemperatur, før du bruger dem. Når du overtrækker dem med varm chokolade, skal du passe på at dine trøffler ikke smelter. Stik dem derfor på tandstikkere, og dyp dem hurtigt.