Brød & Boller

Saftigt grydebrød med grahamsmel og havregryn

Har du hørt om grydebrød? Prøv dette velsmagende grydebrød med grahamsmel og havregryn, så vil du forstå, hvorfor det er på alles læber. Vi giver dig her vores bedste opskrift på et saftigt grydebrød!
af Camilla Biesbjerg Markussen 30.03.2017 foto: Betina Hastoft
Grydebrød

Alle snakker om grydebrød i øjeblikket, og det kan vi godt forstå! De fleste kan godt lide hjemmebagt brød, men mange synes også, at det er for besværligt eller tidskrævende - netop derfor er grydebrød fantastisk! Det er nemlig super nemt, skal ikke engang æltes, og så smager det vidunderligt.

Prøv også disse flotte æbleroser til desserten

Det skal du bruge til grydebrød med grahamsmel og havregryn:

  • 10 g gær
  • 5 dl vand
  • 3 tsk salt
  • 1 dl havregryn
  • 2 dl grahamsmel
  • 7 dl hvedemel
  • Støbejernsgryde ca. 4 liter

Sådan gør du:

  1. Rør gæren ud i vandet i en stor skål.
  2. Tilsæt salt, havregryn og de 2 slags mel, og rør dejen sammen med en gaffel. Den skal være våd og ligne tyk havregrød.
  3. Dæk skålen med husholdningsfilm, og lad den hæve på køkkenbordet i mindst 8 timer (eller i op til 1 døgn).
  4. Tænd ovnen på 250º, og lad en støbejernsgryde med låg blive varm i ovnen.
  5. Tag den varme gryde ud af ovnen, og drys lidt grahamsmel i bunden af den.
  6. Hæld dejen fra skålen direkte over i gryden, sæt låg på, og bag brødet i ovnen i 35 minutter.
  7. Tag låget af gryden, skru ovnvarmen ned til 230º, og bag brødet i yderligere 15 minutter, til skorpen er godt sprød.

Få inspiration til en spændende udflugt: Se reportagen fra Grennesminde

Tip! Har du ikke en støbejernsgryde? Brug en stegeso i stedet, eller beklæd en springform med bagepapir og dæk den til med et grydelåg (husk, at håndtagene på grydelåget skal tåle de høje temperaturer.)