Svampet kærnemælksbrød

Svampet kærnemælksbrød

Dette lækre brød er fyldt med kerner og grove meltyper, og kærnemælken sikrer den lækre, svampede konsistens. Vi giver dig opskriften på det skønne kærnemælksbrød.

Onsdag, 8. november 2017 - 11:09 - Tekst og foto: Tina Brok Hansen og Skærtoft Mølle.

Der er ingen tvivl om, at dette brød hører til i den sunde afdeling. Men hold op, hvor smager det stadig lækkert – kærnemælken gør brødet skønt og svampet. Desuden skal dette brød have din opmærksomhed i 2-3 dage, så det er næsten som om, man kan smage, at det er bagt med kærlighed og varme tanker.

Prøv også: Er du vild med kærnemælksbrød, vil du sikkert også kunne lide dette saftige grydebrød

Det skal du bruge til dine kærnemælksbrød:

3-4 brød

Iblødsætning:

  • 150 g knækket rug
  • 200 g koldt vand
  • 30 g salt

Dej:

  • Hele iblødsætningen
  • 80 g solsikkekerner
  • 50 g hørfrø
  • 80 g stenformalet fuldkornsrug­mel
  • 1,3 kg stenformalet fintsigtet ølandshvede- eller speltmel
  • 15-20 g økologisk gær
  • 20 g rørsukker
  • 400 g kærnemælk, gerne stuetemperatur
  • Ca. 500-600 g vand

Se også: Kæmpe pizzasnegl med cherrytomater

Sådan gør du:

Dag 1 – iblødsætning:

  1. Rør ingredienserne sammen, og stil skålen i køleskab natten over.

Dag 2 – dej:

  1. Rør alle ingredienser sammen med den iblødsatte rug, og ælt dejen godt og intensivt. Lad den hvile til dobbelt størrelse – gerne natten over.

Dag 2 eller 3 – bagning:

  1. Vej dejstykker på ca. 650-700 g af, og form dem til kugler.
  2. Lad dem efterhæve i hævekurve til næsten dobbelt størrelse.
  3. Snit dejen på skrå, og giv gerne damp, når du sætter brødene i ovnen, hvis du kan.
  4. Bag brødene ved 230° i ca. 30-35 minutter.

TIP Hvis du vil bage brødene lidt hurtigere, kan du sætte mængden af gær op til 25-35 g, så dejen skal hæve i lidt kortere tid. Brødet smager stadig godt.

Se også: Skærtoft Mølle - bageglade ildsjæle

Opskriften er fra det familiedrevne landbrug Skærtoft Mølle, som er kendt for sine biodynamiske mel- og kornprodukter. I det gamle bagehus på Als fremstiller man hver fredag kvalitetsbrød, som sælges direkte ved stalddøren. Find flere opskrifter og bliv klogere på Skærtoft Mølle på skaertoft.dk.

Læs også: