Juice & Saft

Ny tendens: Drik koldbrygget kaffe

Er du vild med iskaffe eller får ondt i maven af almindelig varm kaffe, så skal du prøve den koldbryggede udgave af den populære drik!
af Anita Banner 6.07.2016 Foto: Bjørn Jacobsen.
Koldbrygget kaffe
Kold kaffe er sjældent meget værd. Bitter, besk og lige til at hælde ud. Kold kaffe er kort sagt udrikkelig − eller det har den i hvert fald været lige indtil nu. Den nye kaffetrend er nemlig koldbrygget kaffe. Og det er der flere fordele ved. Den kolde bryg giver en kaffe med færre bitterstoffer, så du undgår de maveproblemer, som kaffe godt kan give. Og så smager den som en frisk, syrlig kop kaffe, den er bare kold. Forklaringen er simpel: Det kolde vand får kaffebønnerne til at afgive masser af smag, mens det samtidig frigiver færrest af kaffebønnernes bitre smagsstoffer. Jo varmere vandet er, når du brygger din kaffe, des flere bitre olier og fedtsyrer bliver der trukket ud af kaffebønnerne.

Lav en skøn fragilité til din koldbryggede kaffe!

Sådan laver du koldbrygget kaffe

Det er ret enkelt at brygge en kold kop kaffe, hvis du har god tid. Koldbrygning tager nemlig et par dage. Det allervigtigste er gode bønner. Du skal bruge en god kvalitetskaffe, som er lyst ristet, og som du selv skal kværne, så kaffen er så frisk som muligt. Jo finere du kværner kaffen, des mere smag afgiver bønnerne. Det næstvigtigste er, at den stempelkande du bruger, er helt ren. Sidder der kafferester i den, kan også de afgive smag til dit koldbryg. Og det er en kedelig smag. Hæld de friskkværnede bønner i bunden af stempelkanden. Du skal bruge mellem 8 og 9 g kaffe pr. kop. Hæld koldt vand på, og lad det trække i 48 timer i køleskabet. Når kaffen har trukket, filtrerer du kaffebønnerne fra, og så er den kolde kaffe klar til at blive drukket. Drik den rent eller blandet med mælk, is og måske lidt Grand Marnier. Prøv også: Biscotti med chokolade og kaffe