Græskarsuppe

Vi hilser halloween velkommen med en cremet og spicy græskarsuppe.

Onsdag d. 21. oktober 2009 - af Marie Melchior. Foto: Colourbox

Vi hilser halloween velkommen med en cremet og spicy græskarsuppe. Opskriften her er til 4-6 personer.

Græskarsuppe - det skal du bruge:
1 kg spisegræskar
3 skalotteløg
2 fed hvidløg
2 tomater
1 spsk. korianderfrø
2 cm frisk ingefær
1 skive hvedebrød
25 g smør
1½ l hønsebouillon
1 dl fløde
Salt og friskkværnet peber

Prøv også: Ovnbagt hokkaido græskar - få vores opskrift lige her

Pynt til din græskarsuppe:
Frisk koriander
1 pose saltede græskarkerner
1 lille bæger cremefraiche 38 %

Græskarsuppe - sådan gør du:
Skær græskarret i både, og fjern kerner, skræl og indmad. Skær græskarkødet i tern. Pil skalotteløg og hvidløg, og hak dem. Skyl tomaterne, og skær dem i tern. Stød korianderfrø i en morter. Hak ingefærstykket fint. Skær brødet i tern. Smelt smørret i en stor gryde, og svits hvidløg og skalotteløg let, uden at det tager farve. Tilsæt korianderfrø og ingefær. Hæld bouillon i gryden, og tilsæt græskar og brødtern. Læg låg på, og lad suppen simre i 30 minutter, til græskarkødet er mørt. Blend suppen, gerne med en stavblender direkte ned i gryden. Hæld evt. suppen gennem en si, hvis du ønsker den helt jævn. Tilsæt fløde, og varm suppen igennem. Smag til med salt og peber. Anret suppen i skåle, og pynt med korianderblade, græskarkerner og lidt cremefraiche i hver portion. Server eventuelt brød til.

Vidste du det om græskar?
Græskar er i familie med squash, agurk og melon og findes i mange udgaver: Store, små og i mange forskellige faconer og farver. Det mellemstore, orange hokkaidogræskar er det mest almindelige spisegræskar på vore kanter, men moskusgræskar, mandelgræskar, turbangræskar og centnergræskar kan også fint bruges i madlavningen. I modsætning til squash høstes græskar først, når de er store og modne - gå efter tunge, faste græskar med hård skræl. Brug dem til supper, gryderetter, som mos, sprødstegte eller i den berømte amerikanske pumpkin pie.

Prøv også: Kartoffel-porre-suppe - få vores opskrift lige her