Kartoffelpizza med gedeost

Kartoffelpizza med gedeost

Lækker kartoffelpizza med en skøn smag af gedeost og rosmarin. Bag den på en bagesten, eller varm bagepladen helt op, inden du sætter pizzaen i ovnen.

Fredag, 20. maj 2016 - 14:58 - af Camilla Zarah Lawes / Foto: John Bendtsen/W+B Studio
Byt det traditionelle pizzafyld ud, og lav en kartoffelpizza med gedeost og rosmarin. Du vil sikkert blive overrasket over, hvor velsmagende så enkel en pizza kan være!
 
Gode pizzatips: Har du en bagesten, giver det en meget sprød bund. Men ellers kan du varme bagepladen helt op, inden du sætter pizzaen i ovnen. Vil du bage begge pizzaer på en gang, kan du bage dem ved varmluft på 200°. Husk dog at bytte om på pizzaernes placering i ovnen, når halvdelen af tiden er gået. 
 
Italiensk hvedemel har et højere glutenindhold og en finere konsistens end almindeligt hvedemel, hvilket giver en bedre pizzadej. Kig efter italiensk mel mærket tipo 00 eller tipo 0. Sidstnævnte er den lidt grovere udgave.
 

Kartoffelpizza med gedeost

4 personer / 2 pizzaer
Det skal du bruge til kartoffelpizza: 
Dej:
  • 2½ dl vand
  • 5 g gær
  • ½ tsk. salt
  • ½ dl olie
  • 185 g italiensk fuldkornshvedemel
  • 250 g italiensk hvedemel og lidt til udrulning
  • Lidt olivenolie

Fyld:

  • 4 bagekartofler
  • 2 ruller gedeost
  • ½ bundt rosmarin

Prøv også: 5 opskrifter på italiensk mad

Sådan laver du kartoffelpizza

Dej:
  1. Rør alle ingredienser til dejen sammen, og lad den hæve i 3 timer. Tænd ovnen på 220° − lad bagepladen stå i ovnen, så den bliver helt varm.
  2. Del dejen i 2, og rul hver halvdel ud til tynde pizzaer (30 cm i diameter). Brug evt. lidt hvedemel, når du ruller dem ud.
  3. Læg pizzaerne på bagepapir, og pensl med lidt olivenolie.
Fyld:
  1. Vask kartoflerne, og skær dem i tynde skiver. Fordel dem i et tæt lag på pizzadejen. Skær gedeosten i halve, tykke skiver, og fordel dem på pizzaen.  Drys med rosmarin, og krydr med salt og peber. 
  2. Bag pizzaerne 1 ad gangen på den varme bageplade i 20-30 minutter, til dejen er sprød og gylden. Afkøl dem på en rist, inden servering.

Prøv også: Pizza med italiensk skinke og figner

Læs mere om:

Læs også: