Salat

Rødbedesalat med hindbær og sukkerbagt skinke

En sommerlig salat i en utraditionel kombination, bl.a. tilsat spiselige blomster.
af Vibeke Lehn 29.05.2009 Foto: Jes Buusmann

1 bundt små, nye rødbeder, ca. 350 g
2 pakker parmaskinke a 70 g
1 tsk. rørsukker
1 god håndfuld rødbedeblade
1 god håndfuld feldsalat
1 bakke hindbær, ca. 200 g

Dressing
2 spsk. hindbæreddike
4 spsk. olivenolie
1 tsk. grovkornet dijonsennep
Salt og friskkværnet peber
Violer

Kog rødbederne møre, ca. 20 min. Gnid skrællen af - brug et par gummihandsker, da rødbeder har et fantastisk farvestof. Læg skinkeskiverne på en plade med bagepapir, drys dem med sukker, og bag dem sprøde og gyldne ved 225° i ca. 5 min. Lad derefter skinken afkøle. Bland rødbederne med salaterne og hindbær. Pisk alle ingredienserne til dressingen sammen, smag den til, og dryp den over salaten. Pynt med den bagte skinke og violer. Server salaten med speltbrød.

Tip! Rødbeder, der skal koges eller bages, skal være hele - undlad at skære i dem, og lad spidsen med fimrehår og et par cm af toppen sidde på. Ellers bløder farven ud undervejs, og det er en skam. Hvis rødbederne ikke er lige store, så tag dem op, efterhånden som de bliver møre.