Tilbehør

Sauce fra bunden - Lette og lækre opskrifter

Færre og færre danskere laver sauce fra bunden. Det er ellers både billigt og nemt, og smagen er langt bedre end færdigsaucer.
af Line Hvid/Aller Media og Mai Knauer 24.10.2013 Foto: Maria Nørregaard

Der var engang, at klassiske husmorråd om madlavning gik i arv fra generation til generation. Sådan er det ikke mere. Da de danske kvinder kom ud på arbejdsmarkedet i 70'erne, begyndte supermarkedernes hylder at bugne med færdigvareprodukter. Madlavningen måtte ikke længere tage tid, det var bare noget, der skulle overstås.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Friske råvarer og færdigsauce
Inden for de seneste år er der dog kommet fokus på vigtigheden af gode råvarer og hjemmelavet mad. Klassiske mormorretter som frikadeller og stegt flæsk har fået et comeback - dog i en sundere udgave med mindre fedt og en god portion grøntsager til. Sauce er der dog mange der stadig køber færdig, og det er ærgerligt, mener redaktionschef for ISABELLAS Anita Banner.
- Færdigsaucer kan i bedste fald smage udmærket. I værste fald kan de ødelægge et godt stykke kød eller en portion nye kartofler. Og så har de har sjældent noget med rigtige saucer at gøre. Læser du fx emballagen på en bøtte bearnaisesauce indeholder den rigtig meget rapsolie, kunstige smagsstoffer og stivelse, hvilket ikke har meget med bearnaisesauce at gøre. En bearnaisesauce er baseret på æggeblommer, smør, skalotteløg og estragon, forklarer Anita Banner.

Sådan laver du en lækker, hjemmelavet hollandaise sauce - få opskriften lige her!

Spar penge og få en langt bedre smag
At hjemmelavet sauce tager længere tid at lave end at opvarme en færdigsauce, er ikke et argument, Anita Banner bider på ikke.
- Mange saucer kan laves på 5-10 minutter. Du kan lave dem, mens kødet passer sig selv på panden eller kartoflerne i gryden. Det er ikke noget problem, og smagen af hjemmelavet sauce løfter bare måltidet enormt på en grå hverdag, siger hun og påpeger, at et andet problem med færdigsaucer er prisen på dem.
- De er jo hundedyre! Sammenligner du prisen på færdigsaucer med, hvad det koster selv at lave dem, er der en kæmpe forskel. De fleste af os har desuden altid smør, mel, æg, mælk og salt i vores basislager, så vi mangler ikke ingredienserne til en god grundsauce.
Anita Banner råder alle travle børnefamilier til bare at kaste sig ud i at prøve at lave saucen selv.
- Det er ikke dyrt, det er ikke svært, og det tager ikke langt tid. Og tænk lige på, hvor sejt det er at kunne servere en bedre sauce end din mor eller svigermor. Der skal sikkert ikke meget til, for hun køber den nok i supermarkedet.

Prøv også vores opskrift på en nem og lækker svampesovs lige her!