Urtebagt ricotta med varmrøget laks og ristede asparges

En lækker salatanretning pyntet med smukke små spiselige blomster – server den som frokost, eller brug den som forret

Fredag d. 29. maj 2009 - af Vibeke Lehn, Foto: Jes Buusmann

Dressing
2 spsk. fintsnittet purløg
½ dl olivenolie

Desuden
2 bægre ricotta, i alt 500 g
2 sammenpiskede æg
40 g revet parmesan eller grana
1-2 fed knust hvidløg
¼ dl fintskåret dild
¼ dl fintskåret purløg
Salt
1 tsk. friskkværnet peber
250-300 g varmrøget laks
150-200 g grønne asparges
2 tsk. olivenolie
Stedmoderblomster

Lav først dressingen. Blend purløg med olivenolie, lad olien trække 1 times tid, og hæld den gennem en sigte. Rør ricotta, æg og parmesan sammen, tilsæt hvidløg og krydderurter, og smag til med salt og peber. Fordel ricottamassen i 4 velsmurte aluforme (muffinforme) på ca. 1½ dl, og bag dem i ovnen ved 225° i ca. 20 min., til de er gyldne, faste og har hævet. Lad dem derefter afkøle - de vil falde en smule sammen. Skær laksen i grove stykker. Snit aspargeserne i lange stykker på skrå, og rist dem 2-3 min. i lidt olivenolie. Vend den bagte ricotta ud af formene, pynt med asparges, laks og stedmoderblomster, og dryp purløgsolie over.

TIP: Du kan også bruge purløgsblomster i stedet for stedmoderblomster.