Nyt dansk supermarked stopper madspild

madspild

Danskerne smider mere end 200.000 ton mad direkte i skraldespanden hvert eneste år. Det vil et nyt socialt supermarked nu sætte en stopper for. Læs med her!

Torsdag, 21. januar 2016 - 9:56 - af Nanna Larsen / Foto: Tina Brok Hansen, Henrik Freek og Colourbox

Den 22. februar slår Danmarks første sociale supermarked, Wefood, dørene op for allerførste gang, og det er der mange gode grunde til at fejre!

Mad og dagligvarer til halv pris

Det nye sociale supermarked vil sælge alle de mad- og dagligvarer, der ikke kan sælges i de gængse butikker på grund af fejl, tryk og overfladiske skader på emballagen, med det formål at skrue godt og grundigt ned for danskernes madspild og på samme tid hjælpe de mennesker, der har svært ved at få deres økonomi til at hænge sammen.

Til gengæld vil varerne blive solgt 30 til 50 % billigere end i de almindelige supermarkeder, og på den måde vil det gavne både miljøet, danskernes økonomi samt de øvrige danske supermarkeder, der hidtil har betalt mange penge for at komme af med deres beskadigede mad- og dagligvarer.

Folkekirkens Nødhjælp og frivillige hænder

Bag konceptet står Folkekirkens Nødhjælp, der, foruden at bekæmpe madspild, ønsker at hjælpe verdens fattigste. Supermarkedet vil blive drevet af frivillige kræfter, og overskuddet vil således gå direkte til Folkekirkens Nødhjælps arbejde overalt i verden.

Bliver konceptet en succes, vil Folkekirkens Nødhjælp åbne lignende butikker andre steder i landet.

Madspild i tal

Hvert år smides mere end 700.000 ton mad ud i Danmark, og det vurderes, at ca. 260.000 ton af maden er spild. I gennemsnit smider hver dansker 47 kilo mad direkte i skraldespanden hvert eneste år, og alt dette koster danskerne hele 11,6 milliarder kroner om året.

Kilde: TV2.dk og Rema1000.dk

Læs mere om:

Læs også:

klementiner