Grønt

Bliv klogere på chili

En skøn følelse af smerte i kroppen. Sådan kan chiliens stærkhed beskrives. Men hvorfor er chili egentlig stærk?
af Kille Enna 25.08.2009

Kun et sted i verden tilsidesætter man andre krydderier for kun at hylde et enkelt. I Mexico, hvor chilien oprindeligt stammer fra, hedder det ikke krydderier. Det hedder chili.

Chili indeholder store mængder A-, C-, og E-vitaminer og har gennem tusinder af år været en del af inkaernes, mayaernes og aztekernes daglige kost og et værdifuldt lægemiddel. Chili findes verden over, men den største del produceres og spises i Mexico. Ingen andre lande har så mange forskellige chilier i deres smagskartotek.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

På gaden kan man få modne frugter som mango, papaja og ananas og grønsager, især jicama (ligner en rødbede, men er sød og saftig med et hvidt frugtkød), som stikkes på træspyd og vendes først i lime- eller appelsinsaft, så i chili og til sidst i salt. Toppen af plasticglas dyppes i samme blanding, når der skal drikkes sodavand. Tørrede græshopper vendes i chili og eddike og bidrager med en knasende struktur i omeletter, der serveres til morgenmad.

Den skønne smertefølelse
Chilien er sammen med sennepskorn, ingefær, peberrod og wasabi (japansk peberrod) særlig eftertragtet for dens stærkhed/skarphed/krashed - en skøn følelse af smerte i kroppen, som stimulerer nerverne og sender en smertebesked til hjernen. Doserer man chili forkert, står man over for et problem, der er uopretteligt. Men korrekt doseret kan chili gøre ellers kedelige retter mere livlige og interessante. Chili skaber simpelthen højspænding og elektricitet i en ret.

Stoffet, der gør chili stærk
Chili har naturligvis en styrke, der har lyst til at dominere. Capsaicin, stoffet der gør chilien stærk, overlever både kogning, stegning, grilning, bagning og frysning. Størstedelen af capsaicin-stoffet sidder i cellevæggen, der hvor frøene sidder fast. Generelt siger man, at jo mindre en chili er, des stærkere er den. Chiliens snude er betydelig mildere i smagen end dens skulder, hvor stilken sidder fast. Og så har chilier den positive bieffekt, at de er bakteriedræbende, hvilket gør dem ideelle til alle slags henkogninger, lige fra marmelader og chutneyer til de hæsblæsende chilisaucer.