Grønt

Dhal med bagt græskar og syltet rødløg

Indisk dhal med lækker topping af bagt hokkaidogræskar og syltede rødløg er ikke til at stå for. Den krydrede simreret er perfekt til både hverdag og gæster – især med god topping!
af Mikkel Karstad. 11.02.2021 Foto: Anders Schønnemann
Opskrift på dahl med græskar

Dhal er en indisk vegetarret, som primært består af røde linser og en masse krydderier, der giver den ellers simple ret masser af smag. Dhal kan koges med vand eller bouillion, men du kan også bruge kokosmælk, som giver en anden, cremet fedme til retten.

Dhal serveres ofte med raita, som er en agurkedressing, og koriander, men her får den et dansk twist med bagt græskar og syltede rødløg. Græskarrets sødme og rødløgenes syrlighed passer perfekt til den kryderede dhal. Som bonus giver det en ret med de flotteste, dybe farver!

4 personer

Ingredienser

  • 300 g tørrede røde linser
  • 2 rødløg
  • ½ dl æbleeddike
  • 25 g frisk ingefær
  • 1 frisk rød chili
  • 1 dl olivenolie
  • 3 stjerneanis
  • 5 laurbærblade
  • 1 kanelstang
  • 5 kardemommekapsler
  • Havsalt
  • Peber

Bagt græskar

  • 1 hokkaido
  • 2 spsk. olivenolie
  • Æbleeddike
  • Havsalt
  • Peber

Sådan laver du dhal med bagt græskar og syltet rødløg

Bagt græskar

  1. Tænd ovnen på 220°.
  2. Rens græskarret, halvér det, og skrab kernerne ud med en ske. Skær græskarret ud i små stykker, og fordel dem i et ildfast fad.
  3. Vend græskarstykkerne med olie, eddike, salt og peber.
  4. Bag græskarstykkerne i ovnen i 12-14 minutter, til de har fået farve og er møre, men stadig har lidt bid. Køl let af inden servering.

Dhal

  1. Skyl linserne, og lad dem dryppe af i en sigte.
  2. Pil rødløg, halvér det, og snit det i helt tynde skiver.
  3. Læg halvdelen af løgskiverne i en skål, drys med lidt salt og lidt af eddiken, og vend det godt rundt. Lad løgene marinere i 30 minutter, så de mister lidt af deres skarphed, men stadig har bid.
  4. Skræl ingefæren, og skær den i tynde skiver.
  5. Skyl chilien, men lad kernerne sidde. Skær hele chilien i tynde skiver.
  6. Varm halvdelen af olien op i en gryde sammen med den anden halvdel af løgskiverne, ingefær, chili og alle krydderierne, og lad det sautere i 2-3 minutter.
  7. Tilsæt linserne, og lad dem stege med i 1-2 minutter. Krydr med salt og peber.
  8. Hæld vand i gryden, til det går ca. 2-3 cm op over linserne. Lad det koge i 30-35 minutter ved svag varme under jævnlig omrøring. Smag til med salt, peber, eddike og lidt olie.
  9. Servér dhalen i skåle eller dybe tallerkener, og top med stykker af bagt græskar og syltet rødløg.