Grønt

Pasta med squash og parmesan

Her får du opskriften på en nem og lækker italiensk pastaret, med særlige italienske ingredienser, squashblomst og salsiccia.
af Mikkel Karstad / Foto: Anders Schønnemann 15.08.2018

Smagen af squashblomster er mild, sød og en smule krydret. Især i det italienske køkken er squashblomster populære som forret – gerne fyldte og friturestegte. Mexico skulle dog efter sigende have brugt blomsterne i flere hundrede år.

Den her opskrift på pasta med squah og parmesan serveres med salsiccia, der bedst kan beskrives som den Italienske form for medisterpølse.

Dog bruger italienerne den anderledes, da de som regel bruger farsen til at lave små kødboller. Dette er nemt og hurtigt, da farsen allerede er krydret.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Opskrift på pasta med squash og parmesan

Antal personer: 4 personer

Det skal du bruge for at lave pasta med squash og parmasan

  • 8 små squash − gerne med blomst på
  • 1 frisk stegesalsiccia
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1 bundt basilikum
  • 50 g parmesan
  • 300 g frisk pasta
  • 1 usprøjtet citron
  • Salt og friskkværnet peber

Sådan laver du pasta med squash og parmasan

  1. Bring en gryde med vand og lidt salt i kog.
  2. Skyl forsigtigt squashene, og afdryp dem grundigt. Tag blomsterne af, og skær squashene ud i grove stykker.
  3. Skær salcicciaen ud i små tern, og kom dem op i en sauteuse sammen med ½ af olivenolien. Steg dem ved svag varme i et par minutter.
  4. Kom squashene op i sauteusen, skru op for temperaturen, og steg dem ved høj varme i 1-2 minutter, så de får farve, men stadig er lidt sprøde.
  5. Skyl basilikummen, afdryp grundigt, og hak den groft.
  6. Riv parmesanen, og kom den op i en skål.
  7. Læg pastaen i det kogende vand, og kog den friske pasta 3-4 minutter, til den er al dente.
  8. Hæld vandet fra pastaen, og kom pastaen op i de stegte squash.
  9. Tilsæt basilikum, squashblomster i mindre stykker, parmesan, fintrevet skal fra citronen, salt og friskkværnet peber samt et lille skvæt olivenolie.
  10. Vend det hele grundigt sammen. Drys med lidt ekstra parmesan på toppen og lidt friskkværnet peber, og servér straks.

TIP! Squashblomster kan købes hos grønthandlere og på grønttorve