Sorte blomster - her nærsorte tulipaner
Blomster & Planter

Findes sorte blomster? Få svaret her!

af Max Martinussen & Marian Haugaard Steffensen 23.11.2018
Farven sort er omgivet af mystik og tung af symbolik. Sorte blomster er sjældne i haven og endnu mere i naturen. Læs med her, hvis du har spekuleret over, hvorfor sorte blomster ikke er mere almindelige.
Kværulanten vil straks hæve stemmen og sige, at sort slet ikke er en farve. Fysikeren vil så forklare, at det er rigtig nok, og at sort i virkeligheden er fraværet af lys. Farver er nemlig det, der opleves af mennesker, når lys kastes tilbage fra genstande og rammer øjet. For maleren, planteelskeren, og andre, der arbejder med farver, er sort dog en del af arsenalet. Læs om en anden sort farve i haven: Brombær - sensommerens sorte forfører

Så findes der overhovedet helt sorte blomster?

Illustreret Videnskab har svaret på spørgsmålet. Sort er upraktisk for planterne, da en helt sort plante ville blive overbelastet af solens energi. I bjergområder og andre steder, hvor lyset er begrænset, findes meget mørke planter, der udnytter farven til at få en fordel. Du kan læse hele artiklen her. I haven findes der næsten sorte blomster, fordi planteforædlere har stræbt efter den eksklusive sorte farve i mange år. Derfor er det også typisk planter, der lettest lader sig forælde, som er de bedste bud på nær-sorte blomster som fx tulipaner og gladiolus. Ofte er der dog slet ikke tale om en blomst, man med rette kunne kalde helt sort. På afstand vil nogle sorter synes sorte, men der er tale om en meget mørk purpur eller brun. Omgivelserne har også noget at sige. Når den meget mørke tulipan 'Queen of Night' ses i selskab med en kridhvid sort, så ser den sort ud på afstand. De mørke farver har det også med helt at forsvinde i aftenskumringen - og du vil derfor også opleve, at du har mest ud af de mørke farver, når solen skinner.

Her er seks (næsten) sorte blomster:

  1. Tulipan, Tulipa 'Black parrot' - dyb lilla men nærsorte kanter.
  2. Valmue, Papaver paeoniflorum 'Black peony' - mørk-purpur over i chokoladebrun.
  3. Gladiolus, Gladiolus 'Black jack' - mørkerød, med sorte tegninger.
  4. Kornblomst, Centaurea cyanus 'Black Boy' - mørk og meget dyb lilla.
  5. Persisk vibeæg, Fritillaria persica 'Adiyaman' - blå violet, virker støvet sort.
  6. Pragtsnerle, Ipomoea purpurea 'Kniolas purple black' - klar mørkelilla, med et lysende hvidt indre.

Hvis du synes om de sorte tulipaner, så læs med her: 5 tips til det perfekte tulipanbed