Her er Danmarks mest solgte plante

Danskerne har generelt et stort grønt hjerte, men hvilken plante er vi mest begejstrede for? Vi løfter sløret lige her!

Mandag, 14. december 2015 - 12:58 - af Nanna Larsen / Foto: Henrik Bjerg

Danmarks mest solgte plante på tværs af alle generationer er den skønne Kalanchoë, og det er ikke så sært, for den er både utrolig nøjsom og findes i farver og former, der passer til enhver livsstil og lejlighed.

Kalanchoën dækker over en meget stor plantegruppe på over 200 arter, som stammer fra Madagaskar samt Syd- og Østafrika, Arabien, Indien og længere østpå. Den mest almindelige art er Kalanchoë blossfeldiana, som vi herhjemme ofte lader gå under betegnelsen koraltop eller brændende kærlighed.

Indtil 1930’erne blev den brugt til afskæring, og måske er det en idé at tage den trend op igen, for blomsterne er så holdbare, at de snildt kan lægges som bordpynt og holde sig friske hele aftenen uden at få en dråbe vand.

Før i tiden var det primært den røde udgave af kalanchoë, der var udbredt, og dengang blev den ofte betragtet som en lidt gammeldags plante. I dag er den super populær og findes i et utal af farver fra de rødlige over orange til hvide og lime.

I dag kan man endda også få kalanchoë double, hvis blomster nærmest ligner små roser, fordi planten har så mange smukke kronblade.

Sådan dyrker du Kalanchoë

Kalanchoë trives bedst, hvis den er placeret i lyse omgivelser, men den tåler også at stå i mørke rum. Det eneste, du skal være påpasselig med, er vandingen. Planten må nemlig ikke vandes for meget, og står den med konstant vand omkring rødderne, vil de rødne. Omvendt må den gerne tørre en smule ud mellem hver vanding. 

Læs mere om:

Læs også:

10 overvintrende planter
penisblomst