Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Kompost & Gødning

Bokashi: Lav kompost i køkkenet - nemt og hurtigt

af 16.05.2018
Rikke Hansen.
Hvis du vil lave din egen køkkenkompost, men slippe for besværet med ildelugtende og fugtigt affald, er bokashi-metoden lige sagen! Få vores bedste tips til succes med køkkenkompost i bokashi-spand.

Hvis du bor i lejlighed, eller hvis du ikke har en stor have med plads til en kompostbunke, kan det være svært at lave kompost. En åben kompostspand under køkkenvasken kan være en ildelugtende sag, og det tager typisk lang tid, før det omdannede affald faktisk kan bruges.

Men ved at bruge en bykompostspand, en såkaldt bokashi-spand, gøres køkkenkompostering meget lettere. Når du fermenterer dit køkkenaffald i en bokashi-spand, går det langt hurtigere med at lave køkkenaffaldet om til jordforbedring - til stor glæde for dine planter.

Hvad er bokashi?

Bokashi er et japansk ord for fermenteret organisk materiale. Til forskel fra almindelig kompostering, omdanner du ved bokashi-metoden dit køkkenaffald ved at fermentere det, dvs. syrne det ved hjælp af mikroorganismer, der lever under lufttætte forhold. Bokashi-spanden er fuldstændig lufttæt, og dette sikrer, at dit køkkenaffald ikke begynder at rådne og lugte - hvilket ellers ofte er problemet med køkkenkompostering.

Ved bokashi-metoden tilføres køkkenaffaldet en særlig form for kompostgær - også kaldet EM - der er en blanding af hvedeklid og melasse og beriget med mikroorganismer, der igangsætter fermenteringsprocessen.

I din bokashi-spand kan du fermentere det meste af dit køkkenaffald, som fx frugt, grøntsager, kød, fisk, æg, brød, teposer, visne blomster og kaffegrums. Når du vil fermentere affaldet, snitter du det blot fint, hælder det ned i din bokashi-spand, hælder EM ovenpå, og lader det stå og fermentere. Det er en meget let proces.

Hurtigere end almindelig køkkenkompostering

Modsat traditionel køkkenkompost, bliver dit køkkenaffald ikke til kompost direkte i spanden. Dit affald fermenteres, og efter at det har ligget i spanden i 14 dage, skal du blande dit fermenterede køkkenaffald med jord. Efter endnu 14 dage er det blevet omdannet til brugbar kompost.

Med andre ord går hele komposteringsprocessen altså meget hurtigere. Ved traditionel kompostering i en kompostbunke går der op til 2 år, før køkkenaffaldet er helt nedbrudt og kan bruges til jordforbedring. Når du fermenterer dit køkkenaffald, går der samlet set kun op til 6 uger før det, der før var grøntsagssnitter og brødrester, er blevet til jordforbedring og klar til at komme ned til dine planter.

TIP: Væsken fra bokashi-spanden kan også bruges som afløbsrens.