Nyttige havetips i marts

chili

Nu kan man næsten mærke forårets komme. Der er derfor masser af nyttige ting, du kan gøre inde og ude her i marts, inden havesæsonen for alvor begynder. Se bare her!

Fredag, 6. marts 2015 - 9:23 - af Anita Banner / Foto: Kira Brandt

Dyrk dine egne chiliplanter
Køb spændende frø af peber og chili, og lav dine egne planter, der både i smag og udseende langt overgår det begrænsede udvalg, man kan købe om et par måneder. Det er let at lave sine egne planter, men det kræver, at frøene kommer i jorden nu, for planterne har en lang udviklingstid. Frøene sås i almindelig så- og priklejord. Vand jorden godt til, og lad frøene spire et lunt sted. Når frøene først er spiret, skal de have masser af lys og stå ved almindelig stuetemperatur.

FÅ MASSER AF HAVETIPS I MAGASINET ISABELLAS!

Gør klar til kartofler
For at få tidlige kartofler på friland skal du både bruge en tidlig sort, forspire og gøre jorden klar. Kartoflerne forspires allerede nu på et lyst og ikke for varmt sted, så spirerne bliver grønne og kraftige. Når jorden gøres klar, skal jorddække og ukrudt fjernes. Er der stadig sne eller frost, skal jorden blot dækkes og så gøres klar senere. Dæk jorden med klar plastik, så solens varmende stråler kan trænge igennem. Når jordtemperaturen er oppe på 8° eller mere, kan jorden kultiveres godt igennem og kartoflerne lægges. Husk, at der helst skal gå mindst fire år imellem, at der lægges kartofler samme sted, for at mindske risikoen for sygdomsangreb.

Sæt redekasser op i haven
Glæd de små bevingede venner. Sæt redekasser op i hele haven nu, så fuglene kan vænne sig til dem inden ynglesæsonen. Sæt forskellige kasser op, som egner sig til mejser, stære og spurvefugle. Det er vigtigt, at der både er kasser med små huller og kasser med større huller, så de små fugle kan have deres kasser for sig selv. Kasserne skal helst hænge med hullet mod nord eller øst, så der ikke kommer direkte sol på dem. De forskellige fugle spiser enorme mængder larver, lus og biller, som kan ødelægge vores planter, så jo flere fugle du får lokket ind i haven og yngle, jo færre kryb og kravl, skal du kæmpe mod hele sommeren.

Læs også: Snyd rabarberne - høst dem i marts!

Pas på dine rododendron
Hold øje med om dine rododendroner mangler vand. Hvis bladene begynder at folde sig sammen langs kanterne, er det fordi planterne er tørstige. Brug en ti-liters spand, som du laver et lille hul i bunden af og derefter fylder med vand. Stil spanden op ad rododendronen og lad den tømme sig selv lige så stille. På denne måde trænger vandet dybt ned til rødderne, i stedet for kun at brede sig ud i de øverste par cm af jorden, hvor det hurtigt kan fryse til is.

Vend komposten!
Det er snart tid til at klippe stauderne ned, men inden da er det smart at få tømt kompostbeholderen, så den er klar til nyt materiale. Desværre er det det nederste lag i beholderen, der er bedst omsat og dermed det, du skal sprede ud mellem stauderne eller i køkkenhaven. Derfor skal bunken endevendes. Læg en stor presenning ud ved siden af beholderen, og tag det plantemateriale, som endnu er for groft til at bruge, op med en greb, og læg det på presenningen. Læg det groveste tættest på beholderen, så det er let at lægge nederst, når beholderen atter skal fyldes. Du kan evt. lave et sold af en træramme med hønsetråd spændt ud over til at si komposten igennem, så du får et fint og ensartet materiale, der er nemt at lægge ud mellem planterne.

Læs også: Sådan genbruger du dit regnvand

Læs også:

have
Forspir dine ærteblomster
Forår i den gamle villahave
Forårsblomster