Ukrudt

Sådan kommer du ukrudt til livs

af Anita Banner 23.07.2013
Er der noget værre end et staudebed dækket af skvalderkål? En græsplæne fyldt med tidsler? Eller brændenælder og kvikgræs i et forfærdeligt miks mellem buskene? Nej vel? Læs, hvordan du kommer ukrudtet det til livs.

Ukrudt… de forhadte planter, som kan ødelægge enhver haveglæde, og som vi konstant fører krig mod. Vi luger, brænder, damper, graver, sprøjter, bander og hader - for at komme det til livs. Og vi ærgrer os, når det pibler frem igen med fornyet kraft. Men kan man gøre noget for helt at slippe for ukrudt?

Ukrudt: Gode råd fra havekonsulenten

Havekonsulent på magasinet ISABELLAS, Susie Helsing Nielsen, forklarer:

− Mange synes, at afstand mellem de enkelte planter og fintrevet jord er måden at holde have på. Men det er absolut den værste måde, hvis ukrudtet skal holdes væk. For at ukrudtsfrø kan spire, skal der nemlig både varme, fugtighed og lys til. I jordens øverste 2-5 cm opfyldes de tre krav, så når du river, kultiverer og graver, sørger du i virkeligheden for at give ukrudtet gode betingelser, fordi du hjælper mange nye spiredygtige ukrudtsfrø til overfladen.

Ifølge Susie Helsing Nielsen forsvinder ukrudtet næsten af sig selv, hvis man giver de øvrige dyrkede planter de bedst mulige levevilkår.

− Ved at holde jorden dækket, at plante tæt og aldrig grave eller rode i den med hverken rive eller kultivator holder du faktisk ukrudtet væk. Når du ikke roder i jorden, kommer der ikke nye frø til overfladen.

Har du ikke plantet dine bede tæt til, foreslår Susie Helsing Nielsen, at du dækker din jord med 5-10 cm flis, kompost, løvblade, hø, halm eller græsafklip.

− Så får de ukrudtsfrø, som ligger i jordoverfladen rigtig dårlige betingelser for at kunne spire. Og nye ukrudtsfrø, som lander oven på dækket, vil heller ikke kunne spire ret godt, fordi der er for tørt og for luftigt omkring dem.

Undgå ukrudt fra naboen

Men en ting er at bekæmpe ukrudtet i sin egen have, noget andet er at bekæmpe ukrudtet fra naboens have. Her har Susie Helsing Nielsen heldigvis også et godt råd:

− Det flerårige ukrudt såsom skvalderkål, agertidsler, brændenælder og kvikgræs er de allerværste. De breder sig ofte med over- eller underjordiske udløbere, som er svære at slås med. Hvis du ikke selv har den slags ukrudt, men naboen har det, kan du forhindre det i at trænge ind i din have ved at lave en bane græs ind mod naboen. Hvis du sørger for at klippe græsset én gang om ugen, kan udløberne ikke passere. Deres udløbere er ikke lange nok til på én gang at passere græsset. Når de prøver at danne planter i græsset, vil de dø, når de klippes, slutter Susie Helsing Nielsen.

Problemer med skvalderkål? Få de bedste tips fra Alt om havens havemand i videoen: