Vinterklargøring af robotplæneklipper

Robotplæneklipper gør klar til vinter

Din robotplæneklipper er let at glemme. Den har trods alt virket automatisk hele sæsonen, og den har tilmed parkeret sig selv. Læs med, og bliv klogere på vinterklargøring af din robotplæneklipper.

Mandag, 26. november 2018 - 10:43 - af Max Martinussen & Kenn Römer-Bruhn. Foto: Colourbox
Når plænen går i slumremodus, er det også tid til at sige farvel til græsslåmaskinen for i år. For at sikre et godt gensyn næste år og mange år fremover bør du give maskinen en god rengøring og pleje, inden du sætter den i skuret vinteren over. De benzindrevne maskiner skal have tjekket olien, mens det for de batteridrevnes vedkommende især drejer sig om korrekt opbevaring og opladning af batterier. 
Se her, hvordan du siger pænt godnat til din robotplæneklipper.
 
 

Vedligeholdelse før vinteropbevaring af robotplæneklipper

  • Sluk altid for hovedafbryderen på maskinen, eller tag batteriet ud, før du påbegynder vedligeholdelsen. Handsker er også en god idé. 
  • Maskiner på el må aldrig spules med vand, så her bruges en børste og klud.
  • På robotklippere kan skjoldet oftest klikkes af, så du kan komme til under skjoldet på oversiden maskinen. Her samler sig en del skidt og møg, som nu let kan fjernes med en spids børste. 
  • Husk også undersiden af chassiset. Flere modeller har letaftagelige hjul, så du let kan rengøre omkring dem. 
 

Knivene

For de fleste modeller kan købes nye knive i løssalg. Det gør det let at skifte en sløv eller beskadiget kniv. Andre modeller har kraftigere knive, som man ser det på almindelige plæneklippere, og de kan tages af og slibes. Sørg også for knivdiscen er ren og fri for møg. 
 

Opladning

Batterierne skal være opladt, så længe maskinen er vinteropbevaret. Man fristes til, at lade den sidde i stikket vinteren over, men det går ud over batteriets levetid. Modsat gælder også, at mange batterier ikke tåler at blive afladet helt i løbet af vinteren. Derfor er det vigtigt at oplade robotplæneklipperen flere gange i løbet af vinteren. Det sikrer, at batteriet opnår lang levetid. 
 

Opbevaring

Robotten og transformen skal opbevares tørt og frostfrit. Sørg for at robotplæneklipperen står, som den skal på sine hjul. Lad guidekabler blive ude. De tåler uden videre vinteren, så ingen grund til at samle dem sammen. Sørg for at opladerstikket er pakket godt ind, hvis det skal blive ude. 
 
Her kan du se, hvordan vores havemand tackler opgaven:
 

Læs her, hvad der ellers skal klargøres, foruden din robotplæneklipper.

Læs også:

Vinteroprydning i haven
De vigtigste haveredskaber