10 skønne jordbærsorter
Frugter & Bær

10 skønne jordbærsorter, du skal kende

Af Renate Rosenmeier og Susie Helsing Nielsen 28.05.2015
Foto: Tine Edinger.
Friskplukkede jordbær fra egen køkkenhave eller altan er nok sommerens største luksus. Men hvilken sort skal du vælge? Vi giver dig en guide til 10 af de lækreste sorter!

Jordbær er ikke bare jordbær. Der findes et væld af forskellige sorter, og hvilken du skal vælge afhænger af smag og temperament. Det er nemlig ikke alle sorter, der er lige modstandsdygtige over for skimmel og sygdomme, nogle modnes tidligt og andre senere - og så smager de også ganske forskelligt.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Gå på opdagelse i vores guide herunder, og udse dig den eller de sorter, der passer netop til dig og dine behov.

Husk blot, at køber du dine jordbærplanter på en planteskole eller i et plantecenter, er du sikker på at få sunde og sygdomsfrie planter. Tager du stiklinger i en privat have, skal du se godt på moderplanten. Tag kun stiklinger fra sunde planter, der yder godt.

Vil du dyrke dine jordbær i krukker? Se her, hvordan du gør!

10 skønne jordbærsorter

Skovjordbær (Fragaria vesca) er en fin lille plante, som kun bliver 5-20 cm høj. Den får små søde hvide blomster i maj-juli og bær med en flot dyb rød farve gennem hele sommeren. Bærrene er meget aromatiske og knap så søde og saftige som de store jordbær. Selve planten er dekorativ i bede og i krukker, og der findes mange forskellige sorter. Skovjordbær er meget velegnet som bunddække under buske og træer.

Dybdahl er en af de ældste sorter herhjemme. Det er en relativt tidligt modnende sort, og udbyttet er ikke så stort. Til gengæld modner bærrene over en længere periode. Bærrene er middelstore, og farven er lys rød. Bærret er blødt og har en lidt aromatisk mild smag med en vis syrlighed. Bærrene er ikke så holdbare, så de skal nydes lige efter plukning. Til gengæld er de ikke så modtagelige over for råd efter regn. Bærrene skal plukkes i juni-juli.

Korona er en middeltidlig sort. Bærrene har en kraftig rød farve med en lidt blød konsistens. Bærret er større end ’Dybdahl’. Det er saftigt og har en meget aromatisk sødlig jordbærsmag. Det er en relativt frugtbar og udbytterig plante. Smager bedst frisk. Modtagelig for gråskimmel, men modstandsdygtig over for meldug.

Senga sengana modner lidt senere end de to ovennævnte, men har også, som ’Korona’, en kraftig jordbærsmag. Bærret er lidt lysere rødt, og udbyttet er ikke så stort. Desværre er sorten modtagelig for gråskimmel. Er egnet til nedfrysning, men smager selvfølgelig bedst frisk.

Elsanta modner senere på sæsonen, og udbyttet er stort. Bærrene har en god holdbarhed, men smager ikke af så meget. Konsistensen er lidt blød, og bærrene er flotte og store med et mørkerødt ydre og et lysere indre. De er meget velegnet til friske desserter, da bærret er så flot. Bærrene er ikke så velegnede til frysning. Desværre er sorten ret sårbar over for sygdomme, skadedyr og nattefrost. Når dyrkningen lykkes, er udbyttet stort.

Mere grøn inspiration: Se 5 spændende tomatsorter, vi vil dyrke denne sæson

Polka modner middeltidligt med middelstore bær, der er dybrøde indvendigt og udvendigt. Smagen er lidt syrlig-sød og ikke så aromatisk som ’Elsanta’. Egner sig glimrende til nedfrysning. Planten er ret frugtbar, men desværre også ret modtagelig over for gråskimmel.

Honeoye er en tidlig sort med et middelstort udbytte. Det er et meget velsmagende jordbær, som er syrligt med en fast konsistens. Egner sig til frysning. De store bær er dybrøde og skinnende. Planten er modstandsdygtig over for gråskimmel, men ikke meldug.

Sonata modner middeltidligt og er skinnende og store. Bærret er meget velsmagende og egner sig godt til desserter, men kan også fryses. Det er en meget frugtbar plante, men desværre også noget modtagelig over for gråskimmel.

Zephyr modner tidligt, og udbyttet er ret lille. Til gengæld er bærrene superflotte med deres skarlagenrøde farve og den faste konsistens. Den har en god sødlig smag. Meldug er dens største fjende. Nyd den friskplukket.

Ostara. Det fantastiske ved sorten er, at den er remonterende. Det vil sige, at den fra juli, til frosten sætter ind, danner nye blomster og dermed også nye jordbær. Bærrene har en lys rød farve og er middelstore. Smagen er ikke så aromatisk som de andre jordbærs, til gengæld smager de helt fortryllende, når man kan høste af dem i efteråret. Hvis du ønsker et større udbytte i sensommeren, skal du fjerne blomsterne fra den første blomstring, så en ny blomstring kan begynde.

Sulten efter flere havetips? Se vores grønne Youtube-kanal her!