Brug tang i køkkenhaven

Brug tang i køkkenhaven

Snup noget tang med hjem, næste gang du er ved stranden. Tang kan nemlig med fordel bruges i køkkenhaven. Læs om fordelene her!

Tirsdag, 26. juni 2018 - 14:51 - af Dorte Kristensen. Foto: Colourbox.

Den ikke altid så flatterende – måske endda en smule ildelugtende – tang, som vi kender fra stranden, har et væld af positive egenskaber. Og af samme grund bliver den brugt til mange forskellige formål: I gourmetmad, foder, medicin, plejeprodukter, som ingrediens i hverdagsprodukter, til bioenergi, vandrensning og også i plantegødning. 

Vild med tang og andre gourmetingredienser, så dyrk også spiseligt ukrudt som gourmetkokkene 

Sådan bruger du tang i køkkenhaven

Du kan få stor glæde af tang i din køkkenhave. Tang er nemlig særlig godt som jorddække omkring kål, selleri og asparges. Det skyldes, at alle tre planter oprindeligt er strandplanter, og derfor har haft tang som deres naturlige jorddække.

Der er flere fordele ved at bruge tang som jorddække:

  1. Du begrænser ukrudtet, da et godt lag tang gør det svært for nye ukrudtsfrø at spire.
  2. Du sparer på vandet, da tangdækket beskytter jorden og dine planter mod udtørring.
  3. Du forbedrer jorden, da mikroorganismer og små nyttedyr får gode levevilkår.
  4. Du gøder jorden og planterne i takt med, at tangen langsomt omsættes.

Læs også: Sådan bygger du dit eget insekthotel

Vær opmærksom på saltindholdet

Når du henter tang på stranden, skal du være opmærksom på, at det kan indeholde en del salt - og da nogle planter ikke tåler store mængder salt, er det en god idé at sørge for for at få saltet vasket ud, før du bruger det i køkkenhaven.

Hvis du tager tang direkte fra vandkanten, kan du lade regnen udvaske saltet ved at sprede det ud et sted, hvor du ikke skal plante noget, fx i indkørslen eller på havegangen. Du kan også tage det tang, der er skyllet så langt op på stranden, at det ikke rammes af havvandet, og som er blevet skyllet grundigt igennem af regnvand.

Selvom de tre oprindelige strandplanter – kål, selleri og asparges – godt kan tåle salt, er det alligevel en god idé at få vasket saltet ud, så du undgår store saltkoncentrationer i din havejord.

Se også: Køkkenhave på den nemme måde

Læs også: