Hjemmedyrkning af ærter i haven
Køkkenhave

Dyrkning af ærter i haven

af Nanna Teckemeier. 15.03.2021
Foto: Kira Brandt.
Så ærter ad flere omgange i forsommeren, så du kan blive ved med at høste lækre, friske bælge hele sommeren. Læs her hvordan du gør – det er supersimpelt!

Denne artikel indeholder sponsorerede links.

Ærteplanterne kan blive mellem 40 og 200 cm høje alt efter sort. Så i flere omgange med 14 dages mellemrum, så har du noget at plukke af hele sæsonen. Ærter trives i al slags havejord, når blot den er løs og holder på fugten. Planterne danner selv kvælstof i jorden og har ikke brug for gødning – til gengæld kræver de rigeligt med vand. Høje sorter skal også have pinde, hegn eller stativer at klatre i. Dyrk ikke ærter på samme plads flere år i træk - efter en sæson skal der gå mindst seks år, før du igen dyrker ærter i den samme jord.

Hvornår sår man ærter?

Du kan begynde at så ærter i slutningen af april, når jorden ikke er alt for kold. Et godt tip er, at du lægger ærtefrøene i blød i lunkent vand natten over, inden du sår dem – på den måde fremmer du spiringen. Hvis du vil høste lækre ærter hen over sommeren, så skal du ikke så alle ærterne på én gang. I stedet skal du så nye rækker med en til to ugers mellemrum – senest frem til midten af juni.

Så, høst og planteafstand til ærter.

TIP: Du kan købe gode, økologiske ærtefrø her!

Sådan sår du ærter

  1. Læg ærtefrøene i blød i vand dagen inden, de skal sås. Så spirer de bedre.
  2. Lav et hul med fingeren eller en pind, som er ca. 2 cm dybt. Put en ært derned, og dæk den med jord.
  3. Vand grundigt, så jorden falder sammen omkring frøet, og der bliver god jordkontakt.
  4. Ærter er frodige planter med klatretråde. Det er en fordel at give planterne noget at klatre op ad, inden de bliver for store, da de ellers filtrer sig ind i hinanden og bliver svære at binde op.
  5. Sæt bambuspinde eller lign. i jorden, du kan evt. vikle snor mellem pindene.
  6. Hjælp planterne lidt på vej op ad stativet, når de skyder i vejret.
  7. Ærter skal til have masser af vand, så hold øje med dem i tørre perioder.

Høst hyppigt

Ærter af høje sorter kan normalt høstes 13-14 uger efter såning – de lave efter 11-12 uger. Høst ofte, gerne et par gange om ugen. Så undgår du, at ærterne bliver grove og melede, og du stimulerer planten til at danne nye blomster og bælge.

TIP: Grønne ærter kan blancheres og fryses ned. Ærter af mark-ært, Pisum sativum var. arvense, er egnede til tørring og kan bruges til gule ærter.