Sådan fornyr du jordbærbedet
Frugter & Bær

Trin for trin: Sådan fornyr du jordbærbedet

Af 0 22.06.2018
22.06.2018 - Af: Nanna Louise Teckemeier. Foto: Tia Borgsmidt.
Det er en god idé at flytte jordbærbedet hvert tredje år for at få det bedste afkast - og flest friske, søde jordbær at sætte tænderne i. Se her, hvordan du gør - trin for trin.

Jordbærbedet er en favorit for både børn og barnlige sjæle og et af sommerens højdepunkter i juni måned. Når bedet er på højden af sin jordbærproduktion, kan alene det at plukke alle bærrene og få dem spist holde én travlt beskæftiget i køkkenhaven - og hvis du vil opretholde en stor høst sommer efter sommer, er det en god idé at flytte bedet hvert tredje år. Her kan du læse om fordelen ved at forny dit jordbærbed, og hvordan du bærer dig ad.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Flere nyttige jordbær-tips: Sådan dyrker du jordbær i krukker

Flyt jordbærbedet hvert tredje år

En kendt tommelfingerregel er, at man skal flytte jordbærbedet hvert tredje år, for det giver bedst afkast året efter, at det er plantet, altså i bedets andet ”leveår”.

Det er ikke nødvendigt at købe nye planter til det nye bed, hvis du ellers kan lide den jordbærsort, du har. Du kan etablere det nye bed ved hjælp af aflæggere fra det jordbærbed, du allerede har. Jordbærplanter breder sig ved hjælp af udløbere (småplanter på en stængel), og disse kan man let klippe af og flytte til et nyt sted i haven. Det er bedst at anlægge bedet et andet sted end der, hvor du har det oprindelige jordbærbed. Et godt sted er et bed, hvor du fx har høstet tidlig salat eller løg.

Læs også: 7 røde afgrøder til køkkenhaven

TIP: Læg halm eller flis ud imellem jordbærplanterne, så bærrene ikke ligger direkte på jorden. Så er de ikke så snavsede, når du plukker dem, og de er samtidig mindre udsat for skimmel og råd.

Giv småplanterne en kærlig hånd

I stedet for at vente med arbejdet, så du har et stort plantejob i efteråret, kan du også snippe småplanterne af og plante dem ud løbende, efterhånden som du høster kartoflerne i det bed, hvor du vil plante jordbærrene.

Det er en hyggelig syssel i juni, som selvfølgelig kræver, at man er omhyggelig med at vande i tørre perioder, så småplanterne ikke tørrer ud. Til gengæld slipper du for at grave jorden igennem en ekstra gang, og du deler jobbet op i bidder, så du står med et næsten færdigt jordbærbed, når de sidste afgrøder i bedet er høstet. Nemt og hyggeligt.

I galleriet kan du se, hvordan du flytter dit jordbærbed med 4 nemme trin: